Indstil din kandidat til Årets Randersborger

Hvem har i det sidste år gjort det helt særlige for Randers – for dermed at være den helt oplagte kandidat til Årets Randersborger 2017? Det spørgsmål søger Randers Kommune nu svaret på. Kandidater kan indstilles frem til den 10. juni.

Morten Arnesen (th) fik tildelt titlen Årets Randersborger 2016. Hvem skal modtage prisen i år?

28. maj 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Siden 1977 har kommunen tildelt titlen til en person, som har gjort en særlig indsats for Randers. Sidste år gik prisen til biografdirektør og medlem af Forum Randers Morten Arnesen. Han fik blandt andet prisen for sit store engagement i udviklingen af et kommende flodbad, Julebyen Randers med en flot lys-udsmykning og på sigt visionen om at gøre Randers til lysets by.

’Årets Randersborger’ er i definitionen; en person, som har bidraget til at skabe positiv omtale og igangsætte udvikling af Randers både udadtil og indadtil. Det kan være inden for erhvervsliv, idræt, kultur,ungdom, ældre, musik, byudvikling eller andet.

I perioden 29. maj til 10. juni kan alle indstille en kandidat til Årets Randersborger 2017. Brug "knappen" herunder og klik dig frem til formularen, hvor du blot indtaster navnet på den person, som du vil indstille sammen med en kort begrundelse.

Læs mere om Årets Randersborger og indstil din kandidat

Randersborger-komitéen vurderer alle forslagene. Komitéen består af fem byrådsmedlemmer, repræsentanter fra VisitRanders, Erhverv Randers, Kulturelt Samvirke og Samvirkende Idrætsklubber i Randers (SIKR).

Den endelig kåring sker i løbet af Randers Ugen i august.