Fremskudt borgerservice i Havndal

Borgerservice tilbyder nu en ny service til kommunens landsbyborgere i visse områder. Der er nemlig opstillet en såkaldt fremskudt borgerservice på ældrecentret Aldershvile i Havndal. Den fremskudte borgerservice er en touch screen skærm med tastatur, hvorfra man bl.a. kan komme i kontakt med en medarbejder fra Borgerservice via web-kamera. Borgerne kan dermed få tilbudt personlig service uden at skulle til Randers. Efter planen skal der over sommeren opstilles lignende tiltag i Øster Velling og Gjerlev.

08. maj 2017 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

e

Som DR kunne berette i nyhederne lørdag den 6. maj har Randers Kommune og Borgerservice søsat et nyt projekt kaldet fremskudt borgerservice. Tiltaget skal gøre det mere overskueligt for landsbyborgere at benytte sig af Borgerservices digitale selvbetjeningsløsninger. (Du kan se indslaget ved at klikke på billedet herover, trykke på play og vente ca. 10 sekunder)

Konceptet skal over det næste år afprøves i tre af kommunens landsbyer, startende med Havndal. Det er planen, at der hen over sommeren desuden vil blive opstillet fremskudt borgerservice i Øster Velling og Gjerlev. Lokalsamfundene vil via opslag blive orienteret om, hvornår den fremskudte borgerservice opstilles.

Den decentrale borgerservice er en specialudviklet PC med touchskærm, som borgerne kan bruge til kommunale selvbetjeningsløsninger på normal vis. Man kan ringe op til Borgerservice, og via webcam få personlig betjening og hjælp til at komme gennem selvbetjeningsløsningerne. Bliver det nødvendigt, kan Borgerservice overtage skærmen og på den måde guide brugeren. Derudover vil der være tilkoblet en scanner og en printer til håndtering af dokumenter.

Åbningstiderne vil ligge inden for de normale åbningstider for Borgerservice. Ønsker man at kontakte Borgerservice via web-kamera, er det muligt alle ugens dage mellem 10-12, samt mandage fra 15-17.

I Havndal er der lokale ambassadører, der kan kontaktes og evt. hjælpe borgerne, hvis det er nødvendigt. Kontakt oplysninger findes ved selvbetjeningsstanderen på Aldershvile. 

Ønsker du mere info om projektet, kan du kontakte Søren Brøndum Christensen på mail: sbc@randers.dk eller 89 15 11 51