Udendørs træningsbane til ældre indviet

Redskaber til let styrketræning af arme og ben, en balancebom og motionsredskaber er dukket op på en græsplæne bag Borupvænget i Randers. Centerets beboere, brugerne af demenstilbuddet andre interesserede får dermed mulighed for at lave fysisk træning under åben himmel i fremtiden.

Finn Moss-Nielsen på 77 år prøver en af de nye redskaber på træningsbanen på Borupvænget.

10. marts 2017 - Oprettet af Marie Have Qvist

”Bevægelse, motion, masser af frisk luft og lys er elementer, der giver glæde og kvalitet i livet, og vores nye træningsbane bliver forhåbentlig til glæde for rigtig mange mennesker,” sagde Marie Louise Nyborg, leder af Træning og Aktivitet i Ældreområde Vest, da hun indviede den nye træningsbane på Borupvænget.

Træningsbanen ligger ud til et stisystem, og træningsredskaberne kan frit benyttes af beboere i området, forbipasserende, børn, selvtrænere og alle, der kommer på Borupvænget.

Midlerne til træningsbanen kommer fra puljen ”åbne sociale aktiviteter”, og det er forhåbningen, at der med tiden kan tilføjes endnu flere redskaber og gøre banen endnu mere spændende, udfordrende og alsidig.

Særlig godt til sommer

”Jeg har egentlig aldrig synes, det var særligt sjovt at træne, men det er jo nødvendigt. Og sikkert endnu mere nu, end da man var 25,” siger 77-årige Finn Moss-Nielsen med et glimt i øjet.

Det har Finn Moss-Nielsen ganske ret i; faktisk har bevægelse og fysisk aktivitet en dokumenteret positiv effekt mennesker med demens. Det mindsker symptomer som for eksempel irritabilitet, uro og rastløshed, og både koncentrationsevne, kondition og fysiske funktion kan blive øget i takt med intensiteten og mængden af den fysiske træning.

”Man kan godt mærke, hvor man har de fleste kræfter – og det er ikke i armene,” siger Finn Moss-Nielsen, da han har prøvet et par af træningsredskaberne.

Sammen med de andre fremmødte ser han trods alt frem til at bruge træningsbanen, men der er bred enighed om, at det bliver endnu bedre, når vejret arter sig lidt mere end på en råkold formiddag i marts. 

Teemo Honkanan på 82 år øver sig i at bruge balancebommen uden at støtte med hænderne.