Nære naturoplevelser i påsken

Påskeæg og påskepynt af naturmaterialer, krible-krabledyr, udlån af Christianiacykler, klappevenlige får og geder, mulighed for at lave bål – og en unik kunstudstilling af lokale kunstnere. Randers Naturcenter byder på et væld af skønne naturoplevelser i påsken 2017.

29. marts 2017 - Oprettet af Marie Have Qvist

Lørdag d. 8. april afholder Randers Naturcenter traditionen tro et påskearrangement, hvor deltagerne kan fremstille påskeæg med fantastiske farver fra naturens eget skatkammer.

”Gæsterne samler forskellige naturmaterialer, blomster og planter, og farverne bliver overført direkte til æggene ved at pakke dem ind og koge dem over bål. Man kan også fremstille kurve af bark og pil, og til frokost serverer vi en skål varm påskesuppe fra naturcenterets største bålgryde,” fortæller naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm om arrangementet.

Hvis man er så heldig at have fri i hverdagene op til påske, kan man også hygge sig med et besøg inden for naturcenterets normale åbningstid mellem 8.00 og 14.30. Man kan låne fiskenet, forstørrelsesglas, Christianiacykler og bygge et bål – eller man kan hygge sig med at nyde medbragt mad og kaffe på naturcenterets arealer.

Naturligvis – udstilling på Randers Naturcenter

Hvis man både er til natur og kunst, så er det en særlige god idé at komme på besøg i påskedagene, hvor kunstnerne Bjarne Riis Nygaard og Jan Agerbo udstiller fotos og skulpturer på naturcenteret. Begge er uddannet på Kunstakademiet i Aarhus og medlem af Prof Randers.

”Mine billeder viser øjebliksglimt fra naturens skatkammer fra mange gåture i Hornbæk Enge, Vorup Enge og Doktor Parken, hvor det mangfoldige dyreliv er mit foretrukne motiv og inspirationskilde,” fortæller fotograf Bjarne Riis Nygaard.

Jan Agerbos bidrag til udstillingen er to meter høje figurer i træ og små skulpturer i bronze, der er fremstillet inden for temaet mennesket og naturen.

”Jeg bliver inspireret af menneskelige følelser og relationer, og jeg forsøger at skabe værker i en enkelthed, så alle kan forstå det,” fortæller Jan Agerbo, som også står bag værket "Hen over tid”, der kan ses på stien tæt ved Naturcenteret.

Der er fernisering på udstillingen fredag d. 7. april kl. 14.00, og alle interesserede er velkomne. Herefter er udstillingen åben for besøgende fra lørdag d. 8/4 til og med mandag d. 17/4 mellem kl. 10.00 og 14.00. 

Følg Randers Naturcenter på facebook

Sådan ser Gudenåen ud fra en Christianiacykel