Livligt opstartsmøde om veteranstrategien

Randers Kommune inviterede tirsdag eftermiddag til optartsmøde for den veteranstrategi, som byrådet ventes at vedtage i august eller september. Mange interesserede mødte op, lyttede til oplæggene og gav deres meninger til kende i en række workshops.

Både veteraner, politikere, embedsmænd og andre interessenter deltog i opstartsmødet

01. marts 2017 - Oprettet af Peder Rasmussen

I september måned besluttede byrådet i Randers Kommune, at kommunen skal have en veteranstrategi. Et vigtigt skridt i arbejdet henimod vedtagelsen af strategien blev taget tirsdag eftermiddag på BioNutria Park i Randers. Her mødte 50 veteraner, pårørende, politikere, embedsmænd, fagfolk og andre interessenter op til det opstartsmøde, som for alvor sætter skub i processen.

Mødet bestod af to dele. I den første halvdel kom en række oplægsholdere med indspark, meninger og viden om veteraner imens den anden del bød på syv forskellige workshops, hvor deltagerne i grupper diskuterede emner, som de havde meldt sig til på forhånd.

Blandt oplægsholderne var Kim Kryger og Lone Andersen fra forsvarets Veterancenter, Søren Holm fra Veteran Cafeen, Luan Haskai og Malene Andersen fra det frivillige initiativ "From Battlemind til Peacemind", Dan Sonne, som er medarbejder på Jobcenter Randers og selv tidligere udsendt, veteran og medarbejder hos Arkil A/S Nils Bjerre Jakobsen samt Michael Vester, som er veterankoordinator i Viborg Kommune.

Arbejdet fortsætter i arbejdsgrupper

De syv workshops tog udgangspunkt i en række spørgsmål som fx "Hvordan formidles tilbud og aktiviteter bedst ud til veteraner?", "Hvordan får vi fokus på veteranernes ressourcer og nedbryder tabuet om traumet?" og "Hvordan kan strategien både støtte pårørende og sætte pårørende i spil som en ressource?" Spørgsmålene dannede baggrund for gruppediskussioner, som mundede ud i en lang række svar, ideer og kommentarer, som vil blive inddraget i det videre arbejde med veteranstrategien.

Efter workshoppen meldte deltagerne sig til arbejdsgrupper, der skal arbejde videre med strategien. Arbejdsgrupperne skal på et eller to eftermiddagsmøder arbejde med de centrale værdier og indholdet i veteranstrategien.

Hvis der skulle være nogen, som ikke kunne deltage i mødet, men alligevel ønsker at deltage i det videre arbejde, kan man kontakte konsulent i Randers Kommune, Christian Forchhammer Foldager, og melde sig til en arbejdsgruppe. Christian kan kontaktes på tlf 8915 1521 eller via e-mail: cff@randers.dk