Hornbæk Skole og lokal roklub i nyt samarbejde

Bevægelsesprojekt i det kolde forår blev en succes. Eleverne kan nu se frem til at komme på roskole til sommer.

24. marts 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Over tre undervisningsgange har udskolingselever fra Hornbæk skole været på besøg i Randers Roklub. Besøget blev iværksat efter at lærer Flemming Abildgaard rettede henvendelse til roklubben med forespørgsel om muligheden for et samarbejde. Roklubben var straks med på idéen og et program hvor eleverne skulle lære roteknik, ro om kap i roergometre, kombineret med vinterbadning, blev arrangeret. For Randers Roklub har samarbejdet med en kommunale skole været en ny spændende opgave.  

Jesper Henkel, ungdomsansvarlig i roklubben, fortæller.

”Det har været en fantastisk oplevelse at have besøg af de unge mennesker. De var ret stille i starten, og specielt tanken om det tre grader kolde vand fyldte en del hos mange af dem. Men så snart de havde været i det kolde vand, steg humøret gevaldigt. De heppede på hinanden og det endte faktisk med at flere af dem var i vandet op til 10 gange. Det var virkelig fantastisk at se dem lyse på den måde”, smiler Jesper Henkel.

”Netop glæden har de stor fokus på i roklubben. Vi skal altid gå lidt gladere hjem, når vi har været i roklubben,” tilføjer Jesper Henkel.

Inden det kolde gys havde eleverne lært teknik og dystet i ro ergometrene, hvor der for alvor kom sved på panden. I alt har 50 elever fra Boost holdet på Hornbæk skole været med. Et samarbejde begge parter håber genoptages senere på året i en udvidet udgave, hvor eleverne kan komme ud i bådene og lære at ro. Alt sammen som en del af idrætsundervisningen.

Ungdomsafdelingen i Randers Roklub har i en årrække ligget stillet. Den vil klubben nu have startet op igen. Skolebesøg fra lokale skoler, deltagelse i idrætsfestivaler og et tæt samarbejde med Hadsund roklub, der bl.a. træner landsholdsroere, er nogle af de tiltag som klubben foretager sig i bestræbelserne på at opbygge ungdomsafdelingen igen.

Til ungdomsafdelingen har klubben tilknyttet en række erfarne roere. Gruppen afholder bl.a. en roskole i slutningen af sommerferien fra d. 3.-5. august.

"Vi håber og ser frem til at mange flere unge finder vej til klubben. Vi vil tage imod dem med åbne arme og i samarbejde med dem lave et godt ungdomsmiljø i klubben. Glæden, roen på vandet og den fantastiske natur skal de unge også nyde glæden af", afslutter Jesper Henkel.

Officielt er den 2. maj starten for ungdomsroernes sæson 2017. Alle unge er velkomne.