Det kan du lave i vinterferien

Det lader ikke til, at vi kan fordrive tiden i vinterferien 2017 i Randers med at kælke og bygge snemænd. Heldigvis er der masser af spændende tilbud om aktiviteter for borgere og gæster i Randers Kommune i uge 7 – det er bare at vælge sine favoritter.

13. februar 2017 - Oprettet af Marie Have Qvist

Koncerter for børn, fremstilling af oldtidssmykker, vidensbrunch og utugtig søndag – der er oplevelser for enhver smag og alle aldersgrupper i Randers i vinterferien.

Du kan hente mere inspiration på VisitRanders’ hjemmeside og detsker.dk

Oplevelser for børn på biblioteket

Hovedbiblioteket i centrum af Randers byder på et sandt overflødighedshorn af aktiviteter for børnefamilien i vinterferien.

Børnene kan blandt andet fremstille deres egne lyssværd, se teaterforestilling, sanse den gode historie, spille billedbanko og meget, meget mere. Nogle af aktiviteterne kræver tilmelding.

Se mere på bibliotekets hjemmeside

Håndværker for en dag

Håndværksmuseet byder indenfor til et spændende arrangement tirsdag, torsdag og lørdag kl. 12.00 til 16.00 i vinterferie. Her kan du se håndværkssamlingen, som består af 24 komplette værksteder, der fortæller om købstadens gamle håndværk.

Der er gratis adgang til museet. Lad børnene være håndværkere en eftermiddag, hvor de prøver kræfter med forskellige håndværksfag og får deres produkter med hjem.

Kreativt værksted på GAIA

GAIA Museum Outsider Art inviterer til kreativt, kunstnerisk værksted for børn d. 14. til d. 16. februar 2017. Man kan hente inspiration fra udstillingen Nordic Outsider Art (NOA).

Med udgangspunkt i alverdens  små og lidt større træstykker og en limpistol kan man skabe fantasifulde bygningsværker og fabulerende konstruktioner. I bedste Ole lund Kirkegaard- stil kan børnene være med til at skabe skævt by-univers med forunderlige huse, uhyggelige møller og kulørte cirkusvogne. 

Aldersgruppen er cirka 7-13 år, men mindre børn er også velkomne, hvis de er ledsaget af en voksen. Læs mere her.

Som en del af Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus 2017 bliver Randers internationalt centrum for outsiderkunst med både udstillinger og konferencer under den fælles overskrift ’Collecting=Connecting’.

Natur, bål og klappedyr

Randers Naturcenter holder åbent i mandag til torsdag i vinterferien fra kl. 10.00 - 14.00. Tag familien med på tur i naturen ved Gudenåen og kig ind i Naturcenteret, hvor der er lunt og dejligt indendørs i husene.

Mandag til torsdag er der liv i bålene, så man kan lune medbragt mad eller bare nyde udsigten og få varmet hænderne. I Naturskolehuset vil der være et opgavehæfte til børnene og mulighed for at farvelægge forskellige naturbilleder.

Man kan også gå på opdagelse i Naturcenterets nærområde med lånte kikkerter eller være med til at lege ”hvem får først øje på” - en sjov leg, der skærper interessen efter de ting man oplever og kan se i naturen omkring Naturcenteret.  Kort over området fås på Naturcenteret, hvorfra man anbefaler forskellige vandreture i området omkring Gudenåen.

Hver dag kl. 11 vil der være mulighed for at komme helt tæt på centerets levende mus og man kan her også høre lidt om musenes liv og biologi.

Oldtidssmykker og romantik

På Museum Østjylland i Kulturhuset kan man fremstille sine egne oldtidssmykker fra tirsdag til torsdag mellem kl. 11.00 og 14.00 i uge 7. Inspiration til smykkerne kan man finde i museets nye særudstilling ”Fra Stavnsager til Konstantinopel”.

Der er også mulighed for prøve alle de nye, sjove børneaktiviteter i særudstillingen. Man kan blandt andet skrive runer og bygge fantasidyr. Udstyret med graveske og pensel kan børnene dykke ned i sandkassen og gå på jagt efter jernaldersmykker.

Tirsdag d. 14. februar kan du i anledning af Valentinsdag invitere ægtefællen eller kæresten på en romantisk omvisning på museet, hvor I kan høre om kærlighedens vilkår gennem de sidste 500 år. Omvisningen slutter med et glas vin og chokolade. Arrangementet koster 50 kr.

Utugtig søndag

Randers Kunstmuseum arrangerer vidensbrunch med fokus på de syv dødssynder søndag d. 12. februar 2017. Dagens program byder på underholdning og dybdeborende debat.

Arrangementet bliver indledt af forfatter og sognepræst Martin Herbst, hvorefter der serveres brunch. Under maden vil det være muligt at stille spørgsmål og indgå i en debat med foredragsholderen. Efterfølgende fortolker dansere fra Black Box Dance Company dødssynderne i danseforestillingen 7EVEN.

Deltagerne får desuden en omvisning i den aktuelle særudstilling ”BEGÆR/LUST”. Tilmelding nødvendig på tlf.: 86 42 29 22 eller info@randerskunstmuseum.dk.

Se priser på Randers Kunstmuseums hjemmeside