Trivsel: ”Man kan bare gå til en lærer, og så sker der noget.”

Skoleeleverne på de 19 folkeskoler i Randers Kommune trives generelt rigtig godt socialt. Det viste Den Nationale Trivselsmåling, som blev lavet tidligere på året. En af de skoler, hvor eleverne trives særlig godt er Østervangsskolen, hvor eleverne blandt andet fremhæver det, at lærerne er synlige og tager eleverne seriøst.

29. december 2017 - Oprettet af Peder Rasmussen

”Vi er alle sammen mennesker på den her skole. De hvide og de brune leger sammen på kryds og tværs.” Ordene kommer fra Halima, som går i 6. b og er formand for elevrådet på Østervangsskolen, hvor elevflokken er meget blandet med mere end 25 nationaliteter. Hun bliver bakket op af sin næstformand Emma fra 6. c:

”Jeg synes, at det er et virkelig godt sted at være. Vi finder gode løsninger sammen – fx deles vi om boldbanen. Jeg føler, at lærerne er rigtig gode til at hjælpe os til at finde løsninger selv. Og lykkes det ikke, så tager lærerne det op med det samme.”

”Nemlig. Man kan bare gå til en lærer, og så sker der noget,” istemmer Halima, som synes, at eleverne har  det godt sammen og er gode til at tage hensyn til hinanden:

”Vi har respekt for hinanden. Vi er ikke racistiske, vi går ikke over hinandens grænser og hvis der er nogen, der har brug for det, lader vi dem være i fred. Det er ok at sætte grænser.”

Vi er noget for hinanden

Peter Nellemann er skoleleder på Østervangsskolen. Han oplever også, at der er et godt sammenhold blandt eleverne, og at de forsøger at forstå hinanden:

”Vi er noget for hinanden – både elever og personale. Vi har fælles arrangementer, vi har morgensang og så arbejder vi sammen på kryds og tværs. Jeg er også glad for at undersøgelsen viser det, som Halima og Emma også siger omkring personalets opmærksomhed synlighed. Det er noget, jeg prioriterer højt; at vi har et personale, der er gode til at være til stede og tage de ting, som børnene kommer til dem med alvorligt,” siger Peter Nellemann og fortsætter:

”Vi har arbejdet meget med det her, og vi har tidligere set gode resultater, men i 2017 så det RIGTIG godt ud. Det vil vi rigtig gerne holde fast i – og meget gerne gøre endnu bedre. Derfor arbejder vi også tæt sammen med DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø), som I deres rapport anbefaler at skolerne, herunder Østervangsskolen, generelt øger fokus på støtte og inspiration. Det tager vi selvfølgelig til os, og det er et af vores klare fokuspunkter. Vi arbejder blandt andet på at skabe flow i undervisningen og gøre den endnu mere spændende, så børnene ikke keder sig,” slutter Peter Nellemann.

Sammen med Hobrovejens Skole og Assentoftskolen ligger Østervangsskolen over gennemsnittet for skolerne i Randers Kommune på alle de parametre, der bliver målt på. Og ser man på ”generel trivsel” og ”støtte og inspiration i undervisningen” får skolen den højeste score af alle folkeskoler i Randers Kommune.