Endnu flere studiejob i Randers Kommune

Antallet af akademiske studiejob i Randers Kommune fordobles i 2018, så der fremover ikke vil være 10 men 20 studiejob-stillinger på 10-15 timer om ugen. Målet er blandt andet at synliggøre Randers som uddannelsesby og Randers Kommune som en spændende arbejdsplads.

13. december 2017 - Oprettet af Peder Rasmussen

”For mig var det en rigtig god måde at få en fod indenfor døren og måske få et lille forspring i forhold til mine medstuderende. Og selvom det egentlig er lidt tilfældigt, at det lige blev Randers, er jeg rigtig glad for, at det var her, jeg endte,” siger Troels Rasmussen, der blev ansat som studiejobber i sekretariatet ved Social & Arbejdsmarked i 2015, imens han læste statskundskab på Aarhus Universitet. I dag er han fastansat som konsulent i samme afdeling, og er glad for at være i Randers Kommune:

”Det er et rigtig spændende og afvekslende job, hvor jeg har et stort ansvar, der er masser af fleksibilitet og jeg kan bruge min faglighed. Jeg er glad for, at jeg er havnet i en stor kommune som Randers, hvor der er et godt miljø – både fagligt og socialt. Og så kan jeg huske, at jeg blev positivt overrasket over den uformelle stemning, der er i huset, og at der ikke er særlig langt fra mig til chefer og direktører,” siger Troels Rasmussen.

Får øjnene op for Randers

Siden 2014 er der årligt blevet sat en million kroner af i budgettet hos Randers Kommune, som er tiltænkt ti studiejob internt i kommunen. Med det nye budget, som gælder fra 1. januar 2018, opjusterer Randers Kommune antallet af studiejob, så der fremover kommer til at være 20 stillinger.

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt er glad for, at der fremover kommer endnu flere studerende på Laksetorvets gange:

”Det er meget vigtigt, at vi som kommune ikke lukker os om os selv. Studiejob-ordningen er rigtig god af flere forskellige årsager. Dels kan de studerende tilføre ny viden og nyt perspektiv på vores arbejde og dels er det en rigtig god mulighed for at vise de unge mennesker, at Randers Kommune er en spændende arbejdsplads med gode karrieremuligheder,” siger Jesper Kaas Schmidt og fortsætter:

”Og så håber jeg da, at de studerende bliver så glade for deres studiejob, at de vender tilbage, og søger job i Randers Kommune.”

Randers Kommune har tidligere undersøgt tilfredsheden med studiejob-ordningen i en intern evaluering. Den viste, at 96 procent af kommunens medarbejdere mener, at ordningen er meget god eller god og blandt studentermedhjælperne selv svarede 86 procent, at ordningen er meget god eller god.

Her kan du se alle ledige job i Randers Kommune - herunder studiejob