Rejsegilde på Vester Tværvej

De 15 nye psykiatriboliger på Vester Tværvej begynder for alvor at tage form, og fredag middag kunne folkene bag invitere til rejsegilde med taler, pølser og flag.

Socialudvalgsformand Louise Høeg holdt tale for de fremmødte håndværkere, politikere, embedsmænd og borgere

24. november 2017 - Oprettet af Peder Rasmussen

Center for Psykiatriindsats i Randers Kommune inviterede fredag middag til rejsegilde for de 15 nye psykiatriboliger, som skal stå klar til indflytning d. 1. april næste år. Rejsegildet er den foreløbige kulmination på et bredt samarbejde mellem tre afdelinger i Randers Kommune, nemlig Socialafdelingen, Miljø og Teknik samt Omsorg og Ældre. Herudover har processen inddraget borgerne, der er kommet med masser af input og ønsker til deres kommende hjem. 

En af de borgere, som glæder sig til at flytte ind i sin nye bolig er Kurt Bruno Larsen, der stolt fremviste hans lejlighed, der er et af de 15 hjem, som håndværkerne er i fuld gang med at gøre klar. 

"Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver skønt," siger Kurt Brune Larsen, som har fulgt byggeriet tæt lige siden det første spadestik blev taget d. 30 maj.

Kurt Bruno Larsen står i sin kommende lejlighed - parat til at tage endnu et godt foto til samlingen

"Jeg har været herude hver eneste søndag og taget billeder af byggeriet. Undtagen én søndag hvor jeg var syg, så der kørte jeg herud om mandagen i stedet," fortæller Kurt, der lige nu bor på Gudenåcentret i Vorup. På mandag flytter han og se ti øvrige kommende beboere på Vester Tværvej midlertidigt til Langå, hvor de skal bo indtil 1. april. Men Kurt har stadig tænkt sig at tage turen i sin lille røde elbil hver søndag, for at tage sine billeder.