Populær countryduo - koncert flyttes til større sal

HUSH skulle oprindeligt give koncert i Turbinen til april, men billetterne blev revet væk, og derfor er koncerten nu flyttet til Værkets Store Sal, så endnu flere kan få glæde af Randersduoens smukke sange.

06. december 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Både Dorthe Gerlach og Michael Hartmann har for nyligt optrådt på Værkets scener i forskellige setups hver for sig, men nu kan de atter opleves sammen som HUSH. 

Danske countrydarlings gør comeback

Med over 100.000 solgte album er HUSH en af Danmarks største succeser inden for americana og folket pop-country.

I 2004 tog duoen danskerne med storm med debutalbummet “A Lifetime”. HUSH fløj direkte ind i danskernes bevidsthed med en unik stemningsfuld, nordisk americana-lyd og ikke mindst Dorthe Gerlachs smukke vokal i front.

HUSH har udgivet fire studiealbum. Det seneste er live-albummet med det hedengangne DR UnderholdningsOrkestret fra 2012.

Læs mere på Værkets hjemmeside 

De seneste år har duoen helliget sig andre projekter, bl.a. har Dorthe Gerlach udsendt sit succesfulde debut-soloalbum ”Natlys”, og hun medvirker i dette års “Toppen af poppen” på TV2.

Michael Hartmann var i maj med til at løfte hele oplevelsen af Joan Osborne-koncerten med sit fænomenale guitarspil. Sammen med koncertens initiativtager Kent Olsen på trommer og Morten Jay på bas udgjorde han det særlige Turbinen-band, som spillede sammen med den Grammy-nominerede amerikanske sangerinde og hendes to musikere, og de gjorde det så godt, at optagelserne fra lydprøven nu er med på det album, som Joan Osborne udsendte den 1. september. Det er et album med Bob Dylan-covers, og nummeret “Tangled Up In Blue” er mikset til pladen på baggrund af optagelser fra den aften.