Erhvervspris 2017 til Innovation Living A/S

Ved erhvervslivets nytårskur 5. januar 2017 overrakte borgmester Claus Omann Jensen Randers Kommunes erhvervspris til Innovation Living A/S.

05. januar 2017 - Oprettet af Karen Balling Radmer

”Erhvervsprisen 2017 går til en virksomhed, der har markeret sig positivt og skabt resultater til gavn og glæde for alle i kommunen. Det er en virksomhed, der har fordoblet sin omsætning på fire år. Den har internationalt udsyn og skaber lokale arbejdspladser. Produkterne bliver solgt på 90 markeder på globalt plan, og virksomheden har afdelinger i Beijing, Los Angeles, i Ukraine og hovedsæde i Randers, hvor der er skabt nye arbejdspladser. Lige fra start har virksomheden slået sig fast som innovativ og ambitiøs, på at tænke anderledes og for eksempel anvende restprodukter på nye måder, så de ikke går til spilde. Det er en innovativ og ambitiøs virksomhed med konstant fokus på funktionalitet og design og som samtidig forstår at styrke lokalområdet og løfte i flok. Tillykke til Innovation Living A/S,” sagde Claus Omann Jensen, som også fortalte, at Innovation Living A/S gør en indsats for at støtte det lokale idrætsliv.

Vinderen af Randers Kommunes erhvervspris udpeges af en arbejdsgruppe, som består af repræsentanter fra Dansk Industri, Dansk Byggeri, LO, FTF, uddannelsesinstitutioner i Randers og Erhverv Randers. De nominerede til prisen bliver udpeget af Randers Kommune.

Direktør Morten Lind fra Innovation Living A/S tog i mod prisen.

”Vi er meget beæret over prisen. Vi forsøger at passe vores niche og samtidig tage del i lokalområdet, og vi er meget glade for at være en del af erhvervslivet i Randers. Tak til alle, der har peget på os,” sagde Morten Lind.

Nytårskur: 2017 bliver et spændende år