Made in China

I anledning af Europæisk Kulturhovedstad 2017 samler Randers Kammerorkester i februar en række udenlandske musikere, som orkestret har samarbejdet med på turnéer i Kina og Syrien.

27. januar 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Minifestivalen "Orkester med gæster" indeholder to koncerter, hvor den første har den kinesiske bambusfløjtenist Geng Tao som særlig gæst i Værkets Koncertsal onsdag den 8. februar 2017 kl. 19.30.

Geng Tao er til daglig professor i fløjtespil ved South China Normal University i millionbyen Guangzhou, hvor Randers Kammerorkester i 2010 indledte en turné rundt i Kina med koncerter på henholdsvis universitetets musikkonservatorium og i Operahusets Koncertsal.

Kina i en musikalsk fortolkning I Randers optræder Geng Tao som både solist og komponist. Sammen med Randers Kammerorkester under ledelse af David Riddell er Geng Tao således solist på bambusfløjten i fire af sine egne værker med titler som "Pearl River Caprice", "Siddharta", "Guang Gong Temple" og "Yi Meng Mountain Ballade".

Det er værker, der på samme tid afspejler en mere end tusind år gammel østlig kultur og det nutidige kinesiske menneske. Som en illustration af kontrasten og samarbejdet mellem Geng Tao og Randers Kammerorkester og dermed to forskellige musiktraditioner, sætter koncerten Geng Taos værker i relief med Franz Schuberts Symfoni nr. 5 i en ny udgave for kammerensemble. Geng Tao og bambusfløjten Geng Tao har med koncerter i Kina, Australien, Storbritannien, England, Italien, Østrig og Tyskland og på en lang række cd-indspilninger demonstreret sin egen særligt udviklede spillestil, der kombinerer dybe rødder i Kinas musikertradition med inspirationen fra den vestlige musik.

Som komponist har Geng Tao desuden komponeret en række værker, der netop forener den kinesiske og vestlige musikalske tradition. For sine mange publikationer om den kinesiske bambusfløjte blev han i 2001 prisbelønnet ved en international konkurrence i Hong Kong. En anderledes koncert Med sit indgående kendskab til bambusfløjtens tradition i det kinesiske musikliv og med en formidabel musikalitet og en imponerende teknik formår Geng Tao at præsentere det kinesiske instrument fra sin absolut bedste side. Der er således lagt op til en spændende og anderledes koncert, når Geng Tao går på scenen i sammenspil med Randers Kammerorkester.