Velfærdslisten: Skolerne bløder for Omanns prestigeprojekt

Velfærdslisten raser over Venstre og Dansk Folkepartis budgetforlig, der ifølge lokallisten sender regningen for Hal 4 til skoler, ældre, handicap, psykiatri og udsatte børn og unge.

23. september 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

“Venstre og Dansk Folkeparti sender regningen for Omanns personlige borgmester-prestigeprojekt, nemlig Hal 4, til skolebørnene. Ligesom Hospitalsgade blev en skamstøtte for Henning Jensen Nyhuus tid som borgmester, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Hal 4 bliver Claus Omann Jensens mausoleum,” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten.

Han mener, at forliget vil føre til store forringelser for ældre, udsatte børn og unge, borgere med handicap, psykisk sårbare og især skolebørn. Forringelser, der blandt andet gennemføres, for at skaffe penge til Hal 4, der samlet vil komme til at koste Randers-borgerne tæt på 100 millioner kroner.

“Forliget er et frontalangreb på folkeskolen. Venstre og Dansk Folkeparti udsætter skolerne for en nedskæring på intet mindre end 23 millioner kroner i 2017 og 28 millioner kroner om året fra 2018. I hele budgetperioden svarer det til en nedskæring på intet mindre end 153 millioner kroner. Det betyder, at skolelederne nu skal til at uddele fyresedler til 60-70 lærere,” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten.

Han fortsætter:


“Samtidig ved vi, at lærerne i dag har mindre tid til at hjælpe det enkelte barn. Tal fra Randers Lærerforening viser, at mens der fra 2009 til 2014 kom 3,6 % færre elever i folkeskolen, faldt antallet af lærere med 10,9 %.”

Velfærdslisten mener, at nedskæringerne er kulminationen på en række overgreb på folkeskolen i Randers Kommune.

“Det her er intet mindre end misrøgt af folkeskolen. Først blev den udsat for en underfinansieret skolereform. Så gennemtvang et flertal i byrådet efter et forløb, der ifølge Social- og Indenrigsministeriet byggede på en ulovlig mørklægning, lukningen af fem skoler, 0.-6. klasserne på en skole og 7.-9. klasserne på seks skoler. Tusindvis af elever, forældre, lærere og pædagogers hverdag blev revet op med rode. Skolelukningspartierne påstod, at målet var at skabe et provenu til at forbedre folkeskolen. Nu kan alle se, at det var løgn. Omanns mål var at gennemtvinge nedskæringer og forringelser for at skaffe penge til sit personlige prestigeprojekt i form af Hal 4.”

 

Nej til nedskæringer på kernevelfærd

Torsdag morgen deltog Velfærdslisten ligesom byrådets øvrige partier og lister i forhandlingerne om budgettet, men allerede efter en halv time måtte både Beboerlisten og Velfærdslisten forlade forhandlingerne.

“Da borgmesteren meddelte, at nedskæringer på kernevelfærden var et krav for at blive siddende i forhandlingslokalet, smed han reelt Velfærdslisten ud af forhandlingerne. Vi pegede på, at der var andre veje til at finde penge end nedskæringer på velfærden, fx ved at droppe overflødige prestigeprojekter, men det ville borgmesteren ikke være med til. Samtidig gjorde han det også klart, at pengene især skulle bruges til Hal 4. Derfor røg vi tidligt ud af forhandlingerne. Jeg tror ikke, der er nogen i den her kommune, der er i tvivl om, at Velfærdslisten aldrig kunne finde på at skære ned på kernevelfærden for at finde penge til prestigeprojekter,” siger Kasper Fuhr Christensen.

Velfærdslisten anerkender dog også, at der er enkelte lyspunkter i budgettet.

“Børnehaver og vuggestuer får et betydeligt løft, og det er noget, som Velfærdslisten har kæmpet for, lige siden vi blev stiftet. Vi vil stadig løfte området markant mere end forliget, men det her er en god start, der vil kunne mærkes,” siger Kasper Fuhr Christensen.

Han mener imidlertid, at der måske ligger en mindre nobel årsag bag prioriteringen af børneområdet.

“Jeg tror, det hænger sammen med, at Omann kom rigtig skidt ud af midtvejsdebatten på TV2 Østjylland, hvor det i den grad blev udstillet, at Venstre ikke havde levet op til sit valgløfte om at styrke børnehaver og vuggestuer med 30 millioner kroner.”

 

Historisk smalt forlig

Kasper Fuhr Christensen fremhæver dog, at Omann fortsat har svært ved at leve op til sine mange valgløfter.

“Omann lovede at samle byrådet. Først gennemførte han en række skolelukninger, der byggede på en ulovlig mørklægning. Så gennemførte han en politisk udrensning af alle de udvalgsformænd, der råbte op om ulovlighederne. Og nu gennemfører han så et budgetforlig, der kun kan mønstre et flertal, fordi Venstres gruppe kaprede to socialdemokratiske overløbere. Til sammen fik Venstre og Dansk Folkeparti opbakning fra mindre end 42 % af vælgerne i Randers Kommune ved valget i 2013. Mindretallet bestemmer nu over flertallet - og det er et kæmpe problem for det lokale demokrati. Det her budgetforlig er med andre ord det smalleste i Randers Kommunes historie”

Velfærdslisten mener ikke, at pengene til de mindste børn gør nemmere at sluge forringelserne for ældre, udsatte børn og unge, borgere med handicap, psykisk sårbare og skolebørn.

“Hvis Omann havde droppet sit personlige prestigeprojekt (Hal 4) og annulleret de skatterabatter, han vil dele ud til ejere af erhvervsejendomme i 2018 og 2019, så kunne det have lagt fundamentet for et socialt retfærdigt budget, der frem for at forringe forholdene for ældre, udsatte børn og unge, borgere med handicap, psykisk sårbare og skolebørn i stedet havde styrket hjælpen til alle dem, der har brug for en hjælpende hånd. Nu er han i stedet endt med et budget, der tager fra velfærden og giver til prestigeprojekter og skatterabatter,” siger Kasper Fuhr Christensen og fortsætter:

“Da budgetforliget først er kommet sent torsdag aften, har vi brug for at kigge nærmere på det fulde omfang af skaderne. Jeg regner med, at vi i løbet af i morgen (fredag) eller weekenden vil komme med flere kommentarer til forliget.”