Pust liv i din hverdag

I Danmark regner man med, at 320.000 danskere lider af den alvorlige lungesygdom KOL, men at kun cirka halvdelen har fået diagnosen. Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen lancerer derfor kampagnen ”Pust liv i din hverdag”, som skal få flere til reagere på symptomerne på KOL og få et lungetjek hos deres læge. Randers Kommune står herefter klar med tilbud om rehabilitering til borgerne.

19. september 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

KOL er den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark, og i gennemsnit dør 16 mennesker hver eneste dag på grund af sygdommen. Desuden resulterer sygdommen i markant lavere livskvalitet for dem, der opdager sygdommen for sent.

”Det er vigtigt, at man får stillet en diagnose så tidligt som muligt, hvis man har KOL. Der er nemlig rigtig meget, man kan gøre for at bremse sygdommen og takle de symptomer, man oplever i hverdagen,” siger Jannie Fogh, faglig leder af Rehabiliteringsenheden på Randers Sundhedscenter.

På Randers Sundhedscenter tilbyder Rehabiliteringsenheden et forløb for borgere med KOL. Deltagerne får blandt andet øget viden om sygdommen og mulighed for at træne styrke og kondition, så det bliver lettere at håndtere åndedrætsproblemer og forebygge yderligere forværring i livskvaliteten.  

Godt tilbud til borgere i Randers

Randers Kommune er netop blevet anerkendt for sin indsats for borgere med KOL i en artikel fra KL. Undersøgelser viser nemlig, at et bredt tilbud med fokus på både fysisk træning, undervisning og netværksskabelse er det mest effektive for mennesker med KOL, og det er netop, hvad man tilbyder i Randers Kommune.

”Vores tilbud bygger på den nyeste viden inden for KOL-området, og desuden gør vi meget ud af tage individuelle hensyn til vores holddeltagere. Man har mulighed for at få tilknyttet en fast kontaktperson, og vi tilbyder individuelle rygestop- og diætistforløb, hvis det giver mening for den enkelte borger,” fortæller Jannie Fogh.

Man skal bruge en henvisning fra sin læge for at deltage på KOL-holdet, og man kan læse mere om holdet på Randers Sundhedscenters hjemmeside.

Fakta om kampagnen

  • ”Pust liv din hverdag” er en landsdækkende kampagne, som Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen, står bag.
  • Kampagnen sætter i uge 38 og 39 fokus på lungesygdommen KOL og dens symptomer.
  • Formålet er at få flere til at søge læge og få lavet en lungefunktionsmåling, hvis de oplever symptomer på KOL.
  • Borgerne vil også kunne møde kampagnen hos deres praktiserende læge og mange andre steder.
  • Læs mere på kampagnens hjemmeside: www.pustliv.dk.

Fakta om KOL

  • KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt efterhånden, som sygdommen forværres.
  • Både mænd og kvinder rammes af KOL. I Danmark anslås det, at ca. 320.000 har KOL, men kun ca. halvdelen ved det selv.
  • KOL er den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark, og 16 mennesker dør på grund af KOL hver dag.
  • KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og følger ved at holde op med at ryge, tage inhalationsmedicin og være fysisk aktiv. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes.
  • På både www.lunge.dk, www.astma-allergi.dk og www.sundhed.dk kan man finde generelle informationer om sygdommen, dens symptomer, behandlingsformer og forebyggels