Indvielsesfest i den gentænkte Doktorpark

Nye faciliteter i Doktorparken blev indviet ved Lions Clubs sommerfest søndag den 4. september. Foreninger og institutioner vil fremover kunne booke parken til flere arrangementer og events.

04. september 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Der var glædeligt gensyn med fuglene i Doktorparkens nyopførte voliere, da flere hundrede børn, forældre og bedsteforældre deltog i indvielsesfesten med sang, musik og masser af leg. I løbet af foråret og sommeren har Doktor Lassens gamle park gennemgået en forvandling mens fuglene fra den hidtidige voliere har været på hotel.

Nu har de farvestrålende fasaner, undulater, zebrafinker og kanariefugle fået en nyt flot hjem sammen med de mange andre fugle i parkens voliere. Derudover er der kommet informationstavler op ved volieren, sådan at det er muligt at få indblik i, hvor fuglene oprindeligt kommer fra, hvad de lever af, og hvad deres særlige kendetegn er. Doktorparken vil senere også få en informationstavle, som kan give de besøgende et indblik i parkens kulturhistorie. Der er kommet en helt ny naturlegeplads og i den nye fællesbygning er der etableret lokaler, hvor der for eksempel er plads til madpakkespisning for skolebørn eller forskellige foreningsaktiviteter.

De nye faciliteter blev officielt indviet af borgmester Claus Omann Jensen. Som et symbol for parkens virke sendte han en håndfuld brevduer af sted. Inden duerne fik luft under vingerne, takkede borgmesteren blandt andre produktionsskolen Mimers Brønd, der har givet husly til de mange fugle under ombygningen. Skolens elever sørger nu fortsat for at parkens mange fugle og fjerkræ har det godt i den nye fuglevoliere. Det blev også til en stor tak til de mange bidragsydere, som har været med til at støtte op om projektet med at få gentænkt den mere end 100 år gamle park.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Mogens Nyholm, fik herefter ordet og slog fast, at Doktorparken nu er blevet fremtidssikret.

”Jeg ved at mange randrusianere i alle aldre glæder sig over fuglenes fløjten i den nye voliere. Og når man ser børnenes glæde på den nye naturlegeplads, så taler det for sig selv. Vi har brug for grønne samlingssteder i byen, og det er Doktorparken et godt eksempel på,” fastslog Mogens Nyholm.

Fotos fra indvielsesfesten

Nye muligheder i parken

I den nye Doktorpark er der også blevet nye muligheder for at hygge sig ved søbredden. En kant mellem en del af søen og pladsen foran den nye fællesbygning betyder, at ænderne forbliver på søen. I stedet er der kommet solmøbler på pladsen, hvor udsigten over søen kan nydes.  I den nye fællesbygning er der faciliteter til, at der kan sælges eksempelvis is eller vand, når der er arrangementer i parken. Den facilitet blev også indviet søndag, da elever fra Mimers Brønd solgte økologisk softice til stor fornøjelse for de mange besøgende.

Sådan kan du booke Doktorparken til events

Lions Club har været glade for at låne Doktorparken til deres sommerfest, som altså samtidig blev den officielle indvielse af den gentænkte bypark. Fremadrettet vil Randers Kommune give flere mulighed for at holde arrangementer i parken. Hvis du ønsker at booke Doktorparken til et større arrangement eller booke de nye faciliteterne i fællesbygningen, kan dette ske ved, at kontakte Hanne Dahl Jakobsen i kultur- og fritidsforvaltningen på telefonnummer 8915 1092 eller e-mail: hdj@randers.dk