Fokus på demens: Huskedag i Randers

Demens er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark, og 400.000 mennesker i landet lever med demens i familien. Derfor sætter Alzheimerforeningen igen i år fokus på sygdommen med Huskedagen, og Randers Kommune bakker op med en stor event på Rådhustorvet, hvor Peter Lund Madsen fortæller om menneskehjernen og demens.

07. september 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Hvad er demens egentlig? Hvad er det, der sker, når hjernen bliver syg, og man pludselig ikke kan huske de mest simple ting? Og hvad er vigtigst – følelser eller intelligens?

Det er noget af det, man kan få svar på, når hjerneforsker Peter Lund Madsen holder foredrag på Rådhustorvet i anledningen af årets udgave af Alzheimerdagen; også kendt som Huskedagen.

”Vi bakker selvfølgelig op om Huskedagen, som har til formål at skabe opmærksomhed omkring demens og støtte mennesker med demens og deres pårørende. Der findes rigtig mange tilbud i kommunen og i forskellige foreninger, og dem vil vi også gerne udbrede kendskabet til,” siger Leif Gade, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Randers Kommune.  

Arrangementet finder sted onsdag d. 21. september 2016 kl. 14.30 – 17.00. Programmet består af forskellige oplæg, et caféområde og en markedsplads med boder, hvor man kan få indblik i foreningstilbud og kommunale tilbud om demens.

Demensvenner, rickshaws og huskekager

Over 10.000 danskere har allerede tilmeldt sig Alzheimerforeningens nye initiativ omkring Demensvenner. Som Demensven tilkendegiver man, at man gerne vil vide mere om demens og er parat til at give en håndsrækning til mennesker med demens – hvad enten man møder dem tilfældigt på gaden eller er fast besøgsven.

”Vi har inviteret Alzheimerforeningen til at fortælle om muligheden for at blive Demensven, og interesserede kan herefter melde sig til. Det er et rigtig godt initiativ, der bidrager til at udbrede kendskabet om demens,” siger Helle Sahl, demenskonsulent i Randers Kommune.

I løbet af arrangementet er der også mulighed for at støtte alzheimerforeningen via køb af Huskekager. Der er også mulighed for at få en tur på en af de rickshawcykler, som ældreområdet i Randers Kommune blandt andet anvender til at give mennesker med demens en god oplevelse i hverdagen.

Fakta om demens

Kilde: Alzheimerforeningen

  • Danmark lever 70-85.000 mennesker med en demenssygdom.
  • Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark.
  • Hvert år rammes ca. 15.000 mennesker i Danmark af en demenssygdom.
  • 400.000 personer i Danmark lever i dag med en dement i familien.

10 advarselstegn på demens

Kilde: Alzheimerforeningen

  • Svækket hukommelse
  • Besvær med at udføre velkendte opgaver
  • Problemer med sproget
  • Manglende orientering i tid og sted
  • Dårlig eller nedsat dømmekraft
  • Problemer med at tænke abstrakt
  • Lægge ting forkerte steder
  • Forandringer i humør og adfærd
  • Ændringer i personligheden
  • Mangel på initiativ

NB: Andre sygdomme kan dog give symptomer som ligner demens. F.eks. en ubehandlet depression, stress eller B12-vitaminmangel. Hvis man genkender flere af disse symptomer, anbefaler Alzheimerforeningen, at man kontakter sin læge. Læs mere på www.alzheimer.dk