Ekstremsport i smuk natur

De skønne naturområder omkring Fussing Sø og langs Nørreåen og Gudenåen danner ramme om ekstremsportseventen XTERRA SWIMRUN i september 2016. Deltagerne krydser målstregen på Randers Naturcenter, som i dagens anledning åbner op for hyggelig aktiviteter for hele familien.

01. september 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Over 100 seje mænd og kvinder har tænkt sig at opleve den skønne randrusianske natur iført våddragt og løbesko med høj puls i forbindelse med XTERRA SWIMRUN d. 10. september 2016.

”Naturen i Randers Kommune er ideel til denne type udfordring. Søen og området ved Fussingø er perfekt til både terrænløb og svømning, ligesom udsigten flere steder på ruten er helt fantastisk. Den sidste del af ruten foregår langs og i Gudenåen, og man træder nærmest i historiske fodspor, når man både kæmper til vands i åen og til lands på Pramdragerstien,” siger Andreas Juul Jeppesen, projektleder og træner i XTERRA NORDIC, som står bag eventen.

I alt løber deltagerne 32,8 kilometer i åbent terræn og svømmer 5,5 kilometer i åbent vand. Distancen er fordelt på ti gange løb og ni gange svømning. 

Hygge for alle på målstregen

Den sidste svømmedistance på 800 meter foregår i Gudenåen, og deltagerne stiger op af vandet ved Randers Naturcenter, hvor de efter 200 meters løb kan krydse målstregen.

”I anledning af eventen har vi arrangeret en masse børnevenlige aktiviteter, hvor man kan fiske efter smådyr i søen, klappe vores dyr og hygge omkring bålet med at bage pandekager. Man har også mulighed for at købe mad tilberedt over bål – nordisk minestronesuppe og dådyrpølser med brød til 25 kr. pr. ret,” siger Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Arrangementet er åbent for alle interesserede, og det foregår fra kl. 13.00 til kl. 18.00. Deltagerne i XTERRA SWIMRUN forventes at krydse målstregen i tidsrummet 14.00 – 17.00.

Fakta om XTERRA

  • XTERRA er som oftest et triatlon, hvor disciplinerne løb, cykling og svømning foregår i åbent terræn. Deltagerne cykler på ofte på mountainbike, løber i naturlige omgivelser og svømmer i åbent vand – hav, sø eller flod.
  • XTERRA SWIMRUN er en kombination af løb og svømning.
  • Den første XTERRA konkurrence blev afholdt i 1996 på Maui under navnet Aquaterra.
  • Første XTERRA stævne i Danmark fandt sted i Aarhus i august 2006.

Følg Randers Naturcenter på facebook