Alle børn cykler igen i september

Mandag den 5. september ruller den landsdækkende kampagne ”Alle Børn Cykler” henover skolerne i Danmark for at få flere elever til at træde i pedalerne. På Langå Skole har de gode erfaringer med kampagnen, da den hvert år skubber flere elever i sadlen til og fra undervingen.

Elias Thorøe Nielsen til venstre i billedet glæder sig til at cykle til skole i september måned sammen med alle sine klassekammerater.

05. september 2016 - Oprettet af Britt Møller

” Det er fedt at være med i kampagnen, for så begynder alle mine klassekammerater også at cykle. Det er meget sjovere at cykle flere sammen, end at cykle ned ad bakkerne alene på vej til skole, ” siger Elias Thorøe Nielsen, der går i 4.B på Langå Skole.

Kampagne giver fællesskab

Langå Skole har en årelang tradition for at deltage i kampagnen med mange elever og klasser:

”Eleverne glæder sig hvert år til kampagnen. Det skaber sammenhold at have noget at være fælles om i klasserne, når de hver morgen i kampagneperioden taler om hvor meget, de har cyklet,”   forklarer Majken Vestergaard, der er færdselskontaktlærer på Langå Skole. Udover større fællesskab øger kampagnen også elevernes interesse for at træde i pedalerne:

”Vi registrerer hvert år, at der er flere cykler i cykelstativerne, når kampagnen er slut, og det er jo positivt. Vi regner også med, at flere af eleverne i de ældste klasser kommer i bevægelse i år, for skolebussen rute er blevet ændret. Det betyder, at eleverne skal meget tidligt op for at nå bussen. Hvis de tager cyklen, kan de sove lidt længere,”  siger Majken Vestergaard.

Cykling øger selvstændighed.

I juni måned indviede skolen to nye cykelstier:

”Vi har gode stiforbindelser i Langå, så de fleste børn, der bor i byen, kan cykle til skole. Udover at eleverne får mere motion, når de træder i pedalerne, gør cykling eleverne mere selvstændige. De lærer at bevæge sig rundt i Langå og kan lave aftaler med deres kammerater uden at være afhængige af deres forældre, ” siger Majken Vestergaard.

Fakta

Alle Børn Cykler er en børnemotionskampagne for alle skoleelever, som ruller hvert år i september måned. Formålet er at få så mange børn som muligt til at cykle mere. Kampagnen arrangeres af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden. Randers Cykelby støtter kampagnen ved at uddele lokale præmier.

Læs mere om den landsdækkende kampagne på www.abc-abc.dk.