SKAT opfordres til at flytte styrelser til Randers

Randers Kommune har tirsdag (30/8) sendt et brev til Skatteministeriet med en opfordring til, at SKAT vælger at placere en eller flere af de nye styrelser i Randers. Opfordringen kommer efter, at skatteminister Karsten Lauritzen i sidste uge præsenterede en omfattende plan for udviklingen af SKAT.

30. august 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

”SKAT har tidligere hørt til på Toldbodgade i Randers, og bygningen er oplagt til formålet. Den er fortsat ejet af staten, og det vil være muligt for SKATs medarbejdere at flytte ind præcis, når der er behov for det,” siger Claus Omann Jensen, der er borgmester i Randers Kommune.

Skatteminister Karsten Lauritzen er allerede orienteret mundtligt om muligheden for at placere arbejdspladser i Randers. Og dialogen bliver nu fulgt op af et mere formelt brev til Skatteministeriet. Her opfordrer Randers Kommune til, at SKAT vælger at placere en eller flere af de nye styrelser i Randers.

 

Plads til medarbejdere i Randers

Bygningen på Toldbodgade har tidligere været arbejdsplads for over 200 skattemedarbejdere, og Randers Kommune har tilbudt SKAT at hjælpe med at afklare mulighederne for at placere en eller flere styrelser i Randers.

”Vi vil byde de nye medarbejdere velkommen med åbne arme, og jeg er sikker på, at de vil blive glade for at arbejde i byen. Randers har en central placering i Jylland med smuk natur, et godt handelsliv og god infrastruktur, så det er let også for medarbejdere, der ikke bor i Randers at komme til og fra,” siger Claus Omann Jensen.

 

SKAT får mange flere medarbejdere

Randers Kommunes opfordring kommer i kølvandet på den omfattende organisationsændring i SKAT, som skatteministeren præsenterede i sidste uge. Her er der blandt andet lagt op til, at SKAT opdeles i syv styrelser mod de nuværende tre. Samtidig er det planen, at SKAT frem mod 2020 får 1.000 flere medarbejdere.

Hvordan omorganiseringen af det nye skattevæsen konkret kommer til at foregå, vil blive fremlagt i begyndelsen af 2017. Målet er, at SKATs nye organisering er på plads fra 2018.