Science Camp Randers klar til ny sæson

Elever fra 8. og 9. klasse med interesse for naturvidenskab kan lige nu søge om optagelse på Science Camp Randers 2016-2017.

Tidligere har 8. klasse-eleverne på Science Camp Randers bygget små Mars-biler.

11. august 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Sjette sæson af Science Camp Randers skal snart til at tage sin begyndelse. Her i efteråret starter der camps for 75 elever i 8.-9.klasse, mens der til årsskiftet bliver ansøgningsrunde for 4.-7. klasserne. Science Camp Randers er et tilbud for skoleelever i Randers Kommune med særlig interesse og evner inden for naturvidenskabelige fag.

Imens der i løbet af september bliver afholdt en 3-dages camp hos ScienceTalenter i Sorø for elever i 9. klasse, begynder der et fem måneder forløb for 8. klasserne på Randers Naturcenter den 21. september. Efterfølgende vil der være besøg i flere forskningsmiljøet, ligesom der vil være flere arbejdende camps. 8. klasserne skal skabe en base i rummet og arbejde med blandt andet data­opsamling, dronebygning, raketopsendelse og robotstyring.

Det særlige ved initiativet er blandt andet at kommunens folkeskoler og den kommunale ungdomsskole har et tæt samarbejde med de private skoler. Derudover bliver der samarbejdet på tværs at uddannelsessektoren med eksempelvis ungdomsuddannelser og universiteter. Campen er på den måde også med til at bygge bro for eleverne fra grundskolen til den videre uddannelse. Science Camp Randers får desuden besøg af landets mest anerkendte forskere inden for naturvidenskaben. For eksempel får 8. klasserne besøg af astrofysiker ved Niels Bohr Institutet, Anja Cetti Andersen. Tidligere har der også været besøg af Danmarks eneste astronaut, Andreas Mogensen, rumfartsforsker Line Drube fra det tyske rumfartsinstitut i Berlin samt chefdesigner af rumsonden Rosetta, Hans Jensen, fra virksomheden Terma.

Elever, der ønsker at deltage på Science Camp 2016-2017 for 8.-9. klasserne skal tilmelde sig netop nu. Yderligere information findes på: www.sciencecamp.randers.dk

Formålet med Science Camp Randers er at give en udvalgte elevgruppe fra 4.-9. klasse faglige udfordringer og oplevelser på et niveau og i nogle rammer, som ikke vil kunne opleves i den daglige undervisning. Samtidig skal der opbygges et socialt netværk blandt eleverne, og der vil blive etableret en faglig talentplejekultur.

Science Camp Randers er et samarbejde mellem C. la Cours Skole, Randers Realskole, Randers Ungdomsskole, Randers Kommune, Randers Statsskole, Paderup Gymnasium og Teknisk Gymnasium Tradium.