Projekt søger skoleelever med en iværksætter i maven

Projekt Selvstændig 2016 søger elever fra 7. – 9. klasse med en god ide og en drøm om at være iværksætter. Projektet låner deltagerne en startkapital på 2000 kroner, som derudover får støtte og vejledning. Interesserede kan komme til Infomøde den 26. september. Der er ansøgningsfrist tre dage senere.

Tidligere elever som har modtaget diplom af Projekt Selvstændig

12. september 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Erhverv Randers, Jyske Bank og UU Randers gentager succes ‘en for fjerde år i træk ved at tilbyde et iværksætter-forløb for unge skoleelever. Flere og flere unge tør at realisere drømmen om at blive selvstændig iværksætter og den udvikling ønsker de tre samarbejdspartnere at understøtte. 

Der er syv workshops i løbet af skoleåret indtil afslutningen i maj måned 2017. Den første workshop finder sted den 10. oktober 2016. De efterfølgende datoer og program udleveres til informationsmøde den 26. september kl. 16 hos i Jyske Bank på Østervold i Randers, hvor interesserede unge kan møde op.

Under forløbet hos Projekt Selvstændig vil deltagerne få mulighed for at udvikle og konkretisere deres ide. Bagefter skal den føres ud i livet. I praksis vil det sige, at de unge får hjælp til at drive virksomhed fra oktober til maj. Et eventuelt overskud må de unge deltagere beholde selv. Projektet afsluttes med regnskabsaflægning, udlevering af diplom og præmieoverrækkelse.

Projekt Selvstændig bliver drevet af elevernes lyst og motivation. Det skal være skægt at deltage. Målet er at flere elever bliver opmærksomme på muligheden for at starte egen virksomhed.

Yderligere oplysninger og ansøgningsskema finder du her.

Du kan også sende en mail til Projektmedarbejder Betina Wittrup Laursen på bwl@randers.dk, hvis du er interesseret i at få mere at vide om Projekt selvstændig.