Prisvindende fotograf skyder syv Randers-værker fra luften

Foto-journalist Rasmus Degnbol dokumenterer i disse dage opførelsen af Randers Ugen-happeningen ´De 7 Værker´. Det gør han med selvbyggede fotodroner.

16. august 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

De syv bogstaver i "Randers" bliver til syv værker i løbet af Randers Ugen 2016. De første bogstaver er allerede skabt i kæmpeformat. Driftige erhvervsfolk har kravlet rundt på en liggende klatrevæg formet i et R, børn fra kommunens daginstitutioner har bygget et stort A, og festugegæster har smidt med maling i vandballoner for at skabe et stort N. Hvert værk bliver fotograferet ved hjælp af en drone fra luften. Lørdag vil meterhøje bogstaver danne RANDERS med hjælp fra dronefotografens flotte fotos.

Trods sin unge alder har foto-journalist Rasmus Degnbol oplevet mere end de fleste. Han har boet på kanten af Sibirien i det nordlige Mongoliet uden strøm, vand, toilet, mobildækning og alt det, vi kender fra det daglige liv for at dokumentere livet der. Og i et halvt år har han dokumenteret hverdagen hos de syriske flygtninge i Europa - blandt andet på den græske ø Lesbos. En del af arbejdet er udført netop med selvbyggede droner. Efter at have arbejdet med droner i tre år til reklame-opgaver og film fandt Rasmus Degnbol ud af, at han ville bruge fugleperspektivet til at dokumentere flygtningekrisen i Europa.

Det krævede nogle små og effektive droner, der både nemt kunne håndteres, samtidig med at de kunne levere knivskarpe fotos. De fandtes ikke på markedet, og så besluttede Rasmus med en fortid på HTX selv at bygge dronerne. ”Selvom det var over 10 år siden, at jeg havde brugt en loddekolbe, så havde jeg ikke glemt det, så selve processen med at bygge en drone tog en måneds tid alt i alt,” fortæller Rasmus Degnbol. Resultatet blev en række fotos fra luften af syriske flygtninge på flugt, som blandt andet blev kåret til Årets Pressefotos i den Åbne Klasse og betød flere internationale fotopriser inden for det sidste år.

At fotografere levende kunstværker i Randers kan naturligvis ikke sammenlignes med at dokumentere flygtningestrømme i Europa. Fototeknisk er det til gengæld nogle af de samme teknikker, Rasmus Degnbol skal anvende. Og så har Rasmus en særlig tilknytning til Randers, der gør at opgaven får en særlig betydning. ”Det er en sjov ide, godt tænkt. Min familie er fra Holstebro og Viborg, og jeg er kommet en del i Randers i mit liv, så det er skægt pludselig at være en del af sådan et projekt som det her. Jeg glæder mig til at lave nogle flotte fotos i samarbejde med hele holdet, og se det færdige resultat,” siger Rasmus Degnbol.

LÆS MERE OM DE 7 VÆRKER

Skabelsen af ’De 7 værker’ i Randers Ugen skal symbolisere de syv styrker og syv bogstaver, som gør Randers til RANDERS. Udover de enkelte levende værker, kan borgere og gæster i Randers Ugen opleve det færdige resultat lørdag den 20. august fra kl. 10 i Havnegadeparken - et grønt byrum for én dag.