Oplev skabelsen af "De 7 værker" live i Randers Ugen

Syv styrker - syv bogstaver - syv værker. I Randers Ugen kan du være med til at bygge "De syv værker" som udtrykker de syv styrker i Randers - og samtidig kommunens navn. Hver styrke får liv i hvert sit bogstav i kommunens navnetræk. Tæt på 1000 borgere var i kommunens branding-proces med til at sætte ord på kommunens styrker. I Randers Ugen får bogstaverne liv i 7 happenings "De 7 værker".

Sådan ser kommunens navnetræk ud - hvert bogstav har sit udtryk og symboliserer en af de syv styrker

15. august 2016 - Oprettet af Karen Balling Radmer

De syv events, som udfolder sig i løbet af ugen, vil være vidt forskellige, men fælles for dem er, at de byder festugegæsterne på en helt særlig oplevelse. Fakkeloptog, kæmpe maling-kamp og svømmere der danser med både i Gudenåen, blot for at nævne nogle. Herunder følger en oversigt over de syv events.

Lørdag d. 13. august kl 11-13, Østervold

På Østervold skabte erhvervsfolk en illusion om en klatrevæg, hver de i deres respektive arbejdstøj – fra blå kedeldragter til hvide kitler og jakkesæt. I fællesskab viste de et stort virkelysten ”R”. Fotoværket viser et symbolsk billede på det lokale erhvervslivs evne til at klare udforingerne og nå til tops. Du kan se det endelige resultat lørdag 20. august fra kl. 10 i Havnegadeparken. Billeder fra lørdagens R på Østervold taget af fotograf Søren Pagter

Mandag d. 15. august kl 9.30-12.30, Justesens Plæne

Kom og oplev børnene i daginstitutioner bygge et gigantisk A ud af de mange elementer, som de hver dag bruger i lærende fællesskaber.Alle børn i daginstitutioner tager noget med sig, som de i hverdagen bruger til at lære med – og det bliver byggeklodserne til det store A.

Mandag d. 15. august kl 14-17, Jens Otto Kraghs Plads

Deltag i skabelsen af det store N i Randers, når Kulturen inviterer dig til at kaste medvandballoner og maling. Et større antal hvide malerdragter, 20 stiger og over 500 vandballoner fyldt med maling i klare farver er ingredienserne, når vi sammen skaber landets største actionpainting. Om det bliver kaos eller kunst er usikkert, men det bliver helt sikkert farverigt.

Tirsdag d. 16. august kl 20-22.30, Kulturhuset/Håndværkermuseet

Vi mødesenten ved Kulturhuset til enbørnevenlig byvandring eller ved Håndværksmuseet til en historisk byvandring for voksne – fakler udleveres begge steder. Turen går til Rådhustorvet, hvorfra et fælles fakkeloptog begynder kl. 21 til Justesens Plæne. Her mødes de to lysende menneske-slanger og danner et stort flammende ”D”. Faklerne sættes i jorden, og det flammende D opstår.

Tilmelding nødvendig til Museum Østjylland via tilmelding@museumoj.dk eller tlf. 8712 2600

Onsdag d. 17. august kl 11-14, Danmarksparken, Randers Regnskov

Gæster i Randers Regnskov inviteres i dette tidsrum til at være med, når der skal dannes et stort ”E” af lianer og Regnskov-blomster i græsset.  Dernæst er gæsterne tilskuere til body painting af vores kreative væsner. Med mindre det også er dig, der skal body paintes? Mennesker og dyr er sammen på denne altfavnende ø, der passer på os alle sammen, nu og i fremtiden.

Torsdag d. 18. august kl 17-20, Justesens Plæne

Unge inviteres til at komme og være med til at lave det andet ”R” i Randers. Det er et ”R” for fremtiden som opbygges i Europaller. Alle får lov til at spraymale deres egne ønsker for fremtidens Randers med stencils. Ligeledes vil der være musik til opbygningen. Samtidig vil der være mulighed for at unge kan oplæse stenciltekster og deres egne ønsker for fremtidens Randers over speakeren.

Fredag d. 19. august kl 10-13, Gudenåen v. Justesens Plæne

Med sejlende fartøjer dannes et sammenhængende ”S” ude i Gudenåen. Bådene lægges i formation, så de passer som brikker ind i hinanden. Derimellem ligger open-water svømmere frit i vandet.  Oplev blandt andre bådene ’Isfulgen2’ og ’Guldsmeden”, kaagen ’Hjalmar Ussing’, kanoer, gummibåde, mini-RIB, kajakker, fiskerbåde og mange andre på vandet, som hylder Gudenåen og naturen i Randers kommune.

Bag De 7 værker er idegruppen, som består af: Leder af Randers Egnsteater Peter Westphael, direktør for Randers Kunstmuseum Lise Jeppesen, eventchef Mette Bertelsen, biografdirektør Morten Arnesen, leder af Frivilligværket Louise Brown, kulturdirektør i Randers Kommune Erik Mouritsen, scenograf Sus Haugland og fotograf Søren Pagter.

Alle happenings bliver fotograferet af fotograf Søren Pagter og fra luften af dronefotograf Rasmus Degnbol, som bruger egne droner i sit arbejde. Det samlede kæmpeværk kan opleves fra lørdag 20. august kl. 10 på Havnen i Randers i en stor banner-opstilling.