Ny badebro i Fussingø er lige om hjørnet

Den nye badebro i Fussing Sø er ventet med længsel af søens mange brugere, og nu er den endelig på vej. Efter planen står den færdig i midten af uge 29 i sommeren 2016.

Fra venstre: Jan Grundtvig Højland, biolog og bestyrelsesmedlem i Fus’erne, Bjarne Stange Nielsen, kasserer i Fus’erne, Finn Søndergård, formand for Fus’erne, Samuel og Joachim Stange Nielsen. Joachim blev den sidste, der hoppede i vandet fra den gamle bro, og han har planer om også at blive den første, der springer i fra den nye bro.

11. juli 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Hvis man i disse dage besøger det smukke naturområde ved Fussingø mellem Randers og Viborg med det formål at bade fra den gamle badebro, så vil man få sig lidt af en forskrækkelse. Broen er nemlig væk og eksisterer nu kun som en bunke gammelt træ ved søbredden. Der er dog ingen grund til at fortvivle.

”Man kan springe i vandet fra den nye bro i midten af næste uge, hvis alt går efter planen,” fortæller Finn Søndergård, formand for foreningen Fus’erne – De Søfriske; en frivillig forening oprettet i 2014 med det formål at vedligeholde og forbedre badepladsen ved Fussing Sø.

Det er Fus’erne, man kan takke for den nye badebro. Foreningen har samlet ind og søgt midler fra forskellige fonde siden 2014, og resultatet bliver en smukt renoveret badeplads ved søen, som ifølge Naturstyrelsen blev dannet i sidste istid; mellem 6.000 og 11.000 år f.v.t.

Plads til vinterbadere og handicappede

Den nye bro ved Fussingø bliver forsynet med en rampe og et gelænder, så den også kan benyttes af handicappede. Der er desuden planer om at opføre en sauna i forbindelse med den nye toiletbygning, der bliver opført i løbet af efteråret 2016. Det betyder meget for Fus’erne, at man gør området tilgængeligt for så mange mennesker, som muligt.

”Det er næsten lige gyldigt, hvilket tidspunkt på dagen og året man besøger Fussing Sø – der er altid mennesker herude. Man laver bål, spiser frokost, bader, lufter hunde, løber ture og bare slapper af og nyder naturen,” fortæller Bjarne Stange Nielsen, kasserer i Fus’erne og flittig bruger af området.

Den nye bro bliver både længere og bredere end den gamle og kommer til at måle 65 meter i længden og 1,6 meter i bredden. Rampen til handicappede bliver først leveret i løbet af uge 33, hvorefter broen står helt færdig. Randers Kommune har opsat en redningspost ved området