Tre dages maritim fest i Udbyhøj

Billetsalget er startet til årets Randers Fjord Festival. Den 2-4. september bliver Udbyhøj Lystbådehavn omdannet til en folkelig festival.

Randers Fjord Festival 2016 byder blandt andet på bandet 'Gasbox' som vil tage dig en tur down memory lain med gamle Gasolin-hit.

01. juli 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Årets festival åbner med Anders Blichfeldt, der er kendt som forsanger, guitarist og komponist i Big Fat Snake. Fredag den 2. september kan du opleve ham i festivalens maritime rammer i et onemanshow. Her vil han spille eksempler på de mange hits gennem årene og fortælle små anekdoter om musikken og sit liv. Efter Anders Blichfeldt indtager en rå blues-rock-sangerinde scenen. Navnet er Michelle Birkballe. Man kender hende på sine sjove anekdoter - og så dén der helt specielle hæse, sødmefyldte stemme og musikken, der bære præg af hun helt klart er en rock and roller af den gamle skole. Uanset om Michelle spiller sine danske sange eller sit amerikansk inspirerede blues rock, så kan man være sikker på at få en aften med en hæsblæsende stemme, et swingende band og masse af gode historier. Tænk Janis Joplin, tænk Suzi Quatro og Bonnie Raiit - og tilsæt så lige dén der helt specielle, hæse Michelle-sødme.

På festivalens anden aften bliver der god mulighed for at komme en tur down memory lain med gamle Gasolin-hit. Bandet ´Gasbox´ er blandt andet kendt fra tv-programmet ’Danmark har Talent’. De har siden 2010 spillet flere hundrede koncerter. Efter genhør med fede Gasolin-hit, tager bandet 80´INC os med tilbage til årtiet med hits som 'The Look','Take on me','Kom tilbage til mig', 'Beat it' og meget, meget mere. I år får byder Randers Fjord Festival også på masser af musik på pladsen i løbet af lørdagen, den 3 september. Det bliver med stort F for folkelig, blandt andet med bandet ´John Mogensen Live´, der holder liv i den folkekære sangeres repertoire. I spirreteltet vil der i løbet af lørdagen også være musik fra unge talenter i samarbejde med blandt andre Turbinen.

Mens det kræver køb af billet for at være publikum til koncerterne om aftenen er det gratis at lytte til musik i løbet af dagen, hvor der vil være gang i hele tre telte. På pladsen vil der desuden være kræmmermarked, gratis hoppeland og meget andet. Søndag formiddag kan festivalgængerne slutte weekenden af med en omgang banko efter morgenmaden i teltet, og Dansk Vintage Motor Club kigger forbi pladsen med deres flotte biler.

Festivalgæster fra Randers og omegn kan få gratis hjemtransport med Festivalsbussen fredag og lørdag nat. En weekend-billet til aften-koncerterne i lystbådehavnens store telt kan i hele juli måned købes for kun 398 kroner. Vent ikke med at købe din billet. Prisen stiger med 50 kroner for hver måned du venter og kommer til september til at koste 498 kroner.  Der kan købes spisebilletter til både fredag og lørdag. For yderligere information og køb af billetter henvises til su-events.billetexpressen.dk eller www.su-events.dk og www.facebook.com/RandersFjordFestival

Randers Fjord Festival arrangeres af SU-events i samarbejde med Udbyhøj Lystbådehavn, Randers Eventsekretariat og Turbinen.