Nabiha og Bjørnskov synger Randers Ugen 2016 i gang

Om godt otte uger er Randers klar til ti dage med musik, teater, kunst og sport, når Randers Ugen løber af stablen for 40. gang. Traditionen tro åbner festen med en gratis koncert og overrækkelse af prisen ’Årets Randersborger’. Det sker fredag den 12. august kl. 15.30 på Østervold, hvor blandt andre Nabiha og Bjørnskov synger Randers Ugen i gang.

18. juni 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Nabhia succes er vokset med raketfart både herhjemme og i udlandet, hvor hun har opnået stor anerkendelse med sine hitsingler, der tæller ”Animals”, ”Bang that Drum”, ”Mind the Gap” og ”Never Played the Bass”. Og med jobbet som dommer fra TV programmet ”Danmark Har Talent” og sin medvirken i musikprogrammet ”Toppen Af Poppen” er Nabhia blevet folkeliggjort. 

”Hun er derfor den helt rigtige til at åbne Randers Ugen sammen Bjørnskov, der repræsenterer ungdommens musik,” udtaler eventchef Mette Bertelsen.

 Bjørnskov er sangeren og sangskriveren, der har udgivet hit‐singlerne ”Venner For Evigt”, "Vi Er Helte", "Usynlig", ”En Anden", ”Lysår”, samt monsterhittet "Dimitto (Let Go)" i samarbejde med KATO og Safri duo. Bjørnskov skriver udadvendte, bevægende popsange med stor melodiøsitet og et tekstunivers, der har noget på hjerte. Han trådte for alvor frem i spotlightet, da han medvirkede på Ankerstjernes kæmpehit ”Nattog”. Tidligere har Bjørnskov ageret sangskriver og producer, hvilket bl.a. har resulteret i sange og produktioner leveret til: Electric Lady Lab, Sanne Salomonsen, Kato, m.fl.

Nyt stjernefrø gæster Randers:



Med sig har de to solister et af Danmarks helt nye stjernefrø; 21-årige Katie Keller. Hun har sunget og skrevet sange fra en meget ung alder, og har siden hun var 16 år, lavet musik med produceren AMIR. Sammen har de søsat Katie Kellers debutsinglen “Eller ik”, der fik en flyvende start som Ugens Uundgåelige på P3 og hittet ved dette års Zulu Award Show.

Bandet bag solisterne til Randers Ugens åbningskoncert er et husorkester dannet til lejligheden af producer og trommeslager Kent Olsen.Han har samlet et hold af musikere med rødder i Randers, som rejser hjem for denne særlige anledning. Foruden Kent Olsen er det Jan Møller på keyboard, Tom Lindby på guitar og Henrik Møller på bas. Til at kæde åbningsprogrammet sammen er Rikke Buch Bendtsen valgt som konferencier. Huner kendt som sangerinden Disco Lydia i Diskofil, der har solgt over 300.000 albums, og har desuden medvirket i musicals som for eksempel Chicago og De tre Musketerer.