Jobtour har kørt første etape

Mandag den 13. juni kørte 14 unge ledige af sted fra Randers for at stå på toppen af Alpe d’Huez om 15 dage. Den 1.790 km lange cykeltur har blandt andet til formål at give deltagerne selvtillid, så de er klar til at indtage jobmarkedet efter cykelturen til Frankrig.

14. juni 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

”Første etape gik bedre end planlagt, vi ankom på vores første stop ved Ejer Bavnehøj tre kvarter før tid. Humøret var højt og alle var klar på den lange tur” fortæller Claus Ellermann, der er projektleder for Jobtour.

Efter en enkelt transport-etape med bus overnatter hele holdet i Flensborg, hvor turen går videre tirsdag morgen kl. 9. Resten af job-touren mod Alpe d’Huez forgår nu udelukkende på cykel fordelt over 15 etaper. Og efter en flot solskinsdag på første etape er der regnvejr i vente de næste par dage.

”Det var vigtigt, at deltagerne kom godt af sted fra Randers og fik en succesfuld oplevelse. Nu er vi i Tyskland, og det er ikke længere så nemt at vende om. Der er kun en vej, og det er til det legendariske bjerg på cykel uanset vejret. De 14 ryttere er alle parate. Der en god stemning på holdet, og jeg ser frem til, at vi når toppen af Alpe d’Huez den 29. juni,” fortsætter Claus Ellermann.

Han har mange års erfaring som leder inden for eliteidrætten og er selv en ivrig cykelrytter. Selvom cyklingen og den fysiske træning fylder meget i projektet, er det langt fra kun, når sveden pibler frem, at der er gang i udviklingen hos deltagerne i Jobtour. For mange af dem er det første gang i flere år, at de har noget at stå op til noget hver dag. Det er således også nyt for dem at have kammerater og ”kolleger”, som regner med dem og bekymrer sig for dem.

Jobtour er et projekt i samarbejde mellem Randers Kommune og Randers FC Jobakademi. Udover cykletræningen bliver tiden i projektet også brugt på virksomhedspraktik, undervisning og andre individuelt tilrettelagte aktiviteter. Formålet er at give deltagerne kompetencer og selvtillid til at indgå på jobmarkedet eller gå i gang med en uddannelse.

Sammen med de 14 unge ryttere kører blandt andre den tidligere danske professionelle cykelrytter, Michael Rasmussen, der selv sidder i sadlen. Desuden deltager en række frivillige hjælpere, som sørger for at køre følgebilerne med reservedele til cyklerne og proviant.