Fortsat fald i kriminaliteten i Randers

Østjyllands Politis nyeste statistik over antallet af anmeldelser af straffelovsovertrædelser viser, at Randers Kommune er mindre belastet af kriminalitet end gennemsnittet for politikredsen. Tallene, der omhandler januar til maj 2016, viser et fald i antallet af anmeldelser i Randers Kommune på godt 15 procent i forhold til samme periode sidste år. Kigger man 5 og 6 år tilbage i statistikken er faldet på hele 30 procent.

17. juni 2016 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

»Jeg glæder mig over tallene, for et lavt kriminalitetsniveau har en enormt stor betydning. Det betyder noget for den enkelte borgers tryghed, og det betyder rigtig meget for byens omdømme. Tallene er med til at understrege, at Randers er et godt og trygt sted at bo,« udtaler Randers borgmester Claus Omann Jensen.

Borgmester Claus Omann Jensen har onsdag den 15. juni haft et dialogmøde med Østjyllands Politis ledelse, hvor man bl.a. har drøftet den positive udvikling i Randers kommune.

Ser man bort fra Samsø, har Randers haft det største fald i kriminaliteten i politikredsen. Østjyllands Politi har samlet set oplevet en lille stigning i antallet af straffelovsovertrædelser på knap 2,5 procent i årets første fem måneder.

Efter det seneste fald er risikoen for at blive involveret i en straffelovsovertrædelse i Randers kommune ca. 20 procent mindre end den er på landsplan og godt 25 procent mindre end i politikredsen under et.

Det er kun ca. en tredjedel af de anmeldte straffelovsovertrædelser, der resulterer i en sigtelse. Her indtager Randers kommune førstepladsen med en sigtelsesprocent på knap 34, hvilket er 1 procentpoint under landsgennemsnittet men 3 over gennemsnittet for politikredsen.

Østjyllands Politikreds omfatter kommunerne Favrskov, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Syddjurs og Aarhus.