Besøg et moderne storkøkken

Madservice Kronjylland inviterer til Åbent Hus torsdag den 16. juni 2016 kl. 12.00 - 15.00.

10. juni 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Kom og se, hvor maden bliver tilberedt og pakket. Vi byder på en kop kaffe og smagsprøver.

Madservice Kronjylland er Randers Kommunes produktionskøkken. Cirka 900 hjemmeboende pensionister, gæster på Randers Kommunes centercafeer og masser af beboere på kommunens plejeafdelinger og boenheder spiser dagligt det varme måltid mad fra Madservice Kronjylland.

Middagsretterne til de hjemmeboende pensionsister bliver tilberedt i storkøkkenet, og en gang om ugen bliver maden leveret hos borgerne. Maden opbevares i køleskab, indtil den skal spises. Opvarmningen foregår i mikroovn, som bliver stillet gratis til rådighed af Randers Kommune.

Valgmulighed og kvalitet bliver højt prioriteret i Madservice Kronjylland. Desuden vægtes det højt at kunne tilbyde medarbejderne et godt arbejdsmiljø.

Vi inviterer indenfor

Vi vil gerne give interesserede gæster chancen for at se produktionslokalerne, hvor maden bliver tilberedt og pakket. Man kan også benytte lejligheden til at få en snak med personalet. Desuden vil der være mulighed for en kop kaffe og forskellige smagsprøver.

Repræsentanter fra ”smagspanelet”, bestående af medlemmer fra Randers kommunes ældreråd, vil desuden være til stede, og kan bl.a. fortælle om prøvespisning og samarbejdet omkring maden i ældreområdet.

Vores adresse er Falstersvej 2, 8940 Randers SV.

For personer, som ikke selv har mulighed for transport, er der gratis bus fra Randers Busterminal kl. 11.45, kl. 12.30 og kl. 13 (påstigning ved pølsevognen) Der er transport retur fra Madservice Kronjylland ca. kl. 14.00 og kl. 15.00.

Vi glæder os til at vise køkkenet frem og fortælle om vores arbejde.

Venlig hilsen

Personalet på Madservice Kronjylland
Falstersvej 2, 8940 Randers SV.

Læs mere om Madservice Kronjylland