Vorup er fodboldens centrum for udviklingshæmmede

På godt et år har Vorup FB med støtte fra Randers Kommune skabt en stor succes med fodbold for udviklingshæmmede. Mixholdet fra Randers-forstaden skal fra næste sæson spille med i den officielle danske fodboldturnering for udviklingshæmmede. Holdet har tillige fået udtaget en ung pigespiller til Special Olympics landsholdet, der i weekenden den 4-5. juni holder officiel samling på Vorup FB’s hjemmebane.

Special Olympics landsholdet kommer til Randers i weekenden for at spille test-kamp mod UH-holdet i Vorup FB, inden de rød-hvide skal forsvare de danske farver ved Baltic Cup i Litauen.

30. maj 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

21 spillere, der alle har et udviklingshandicap, nyder at skyde til bolden et par gange om ugen, når de mødes til træning. Det giver mulighed for at brænde noget energi af og have et socialt fællesskab, præcist som alle andre fodboldinteresserede, der uge efter uge mødes i forenings-Danmark. For lidt over et år siden mødte de første spillere for UH-holdet i Vorup hinanden. Det gav dem samtidig en mulighed for at spille rigtig fodbold på græs - og ikke kun den gadefodbold, der spilles i mange botilbud for udviklingshæmmede.

Flere spillere er siden kommet til og holdet har udover den almindelige træning deltaget i stævner og spillet testkampe. Forud for næste sæson, hvor holdet skal spille med i flere officielle turneringer for udviklingshæmmede møder Vorup FB i weekenden Special Olympics landsholdet, der holder samling på Vorups-baner i Ulvehøj.

”Det er helt fantastik, det Vorup FB har gjort. Der er ikke mange fodboldklubber for udviklingshæmmede, selv om behovet er der. De gode spillere går og gemmer sig, fordi de ikke kan komme til at spille i en klub, ” fortæller landstræner Jannie Pedersen, der ser frem til weekenden landsholdssamling.

En af pige-landsholdets bedste spillere er netop blevet opdaget, fordi hun begyndte at spille i Vorup FB. Det er 25-årige Winnie Jensen, der ifølge træneren er et naturtalent. Winnie bor i Hadsund og er dermed samtidig et eksempel på, hvordan Vorup FB tiltrækker spillere, som kommer langvejs fra. Lørdag eftermiddag kl. 16 skal Winnie som landsholdsspillere møde hendes klubkammerater fra Vorup FB som modstander, når der er test-kamp i Ulvehøj. Vorup har tidligere spillet mod landsholdet og vandt den gang 1-0.

Træningssamlingen og kampen mod Vorup er Special Olympics landsholdets forberedelse til den internationale turnering Baltic Cup, den 21.-25. juni i Litauen.

”Jeg er stolt over at Vorup på den måde er blevet fodboldens centrum for udviklingshæmmede. Det har kun kostet et mindre økonomisk tilskud fra kommunen på godt 14.000 kroner og lidt arbejde fra klubbens side. Og jeg vil opfordre at mange flere klubber vil gøre det samme, så der bliver flere muligheder for folk med handicap” siger daglig leder hos Vorup FB, Thomas Raaby Pedersen.

Landsholdssamlingen i Ulvehøj begynder lørdag den 4. juni kl. 13.30 og slutter søndag kl. 11.30.