Pumpehus udsmykkes med outsider-kunst

Fra fredag, den 3. juni, begynder et lille pumpehus ved Randers Havn at ændre karakter fra gråt og lidt kedeligt - til farveri kunst. Forud for Europæisk Kulturhovedstad 2017 er en række kunstnere fra GAIA Museum og GAIA Akademi i Randers gået i gang med at udsmykke det lille pumpehus på Toldbodgade ved Randers Havn. Det færdige resultat kan ses ved en fernisering, torsdag den 16. juni.

Kunstelever fra GAIA arbejder med den model, som senere skal blive til en udsmykning af det lille pumpehus.

01. juni 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

I seks uger har kunsteleverne jongleret med alt fra luftskibe, fisk, og portrætter i materialer som træ, papir, foto og grafik. Resultatet er blevet fotograferet over på store grafikplader, som skal give nyt liv til det lille undseelige hus med grå vægge på hjørnet at Toldbodgade og Lene Bredahls Vej. Pumpehuset ligger lige overfor GAIA Museum og Akademi, der udstiller og formidler outsider-kunst. Akademiet har også en 3-årig kunstuddannelse for mennesker med særlige behov.

Det konkrete udsmykningsprojekt indgår som en del af GAIA Museums bidrag til Europæisk Kulturhovedstad 2017 under den fælles overskrift ’Collecting=Connecting’. Projektet gentænker indsamlingen og formidlingen af outsider-kunst. Det er en mere spontan form for kunst, der ofte er skabt af folk, der befinder sig på kanten af en social normalitet.

”Denne kunstretning fortjener stor opmærksomhed, fordi den på én gang både har sociale aspekter, som har stor betydning og samtidig har store æstetiske og oplevelsesmæssige værdier,” forklarer leder af GAIA, Anna Noe Bovin.

Arkitekt Gitte Schelde har som kunstunderviser på GAIA Akademi arbejdet på udsmykningsprojektet samme med eleverne. Hun fortæller, at ”Pumpehuset er et hængsel mellem byen og museet. I værket forsøger vi at bringe genstande sammen, der forekommer spredt. Akademiets elever har arbejdet med en illusion om en kunstnerisk rejse. Rejsen foregår såvel til søs som i luften. De afbildede personers opmærksomhed er samlet og alle peger mod kunsten som den samlende kraft”.

Interesserede kan selv opleve udsmykningen ved ferniseringen, torsdag den 16. juni, kl. 12.15. Her vil en delegation af politikere og embedsmænd fra Randers Kommunes nordiske venskabsbyer være blandt de første, som oplever det nye kunstværk. Delegationen besøger GAIA Museum for blandt andet at høre mere om, hvordan GAIA er et internationalt centrum for outsiderkunst. En position der i øvrigt bliver styrket næste år med en stor udstilling og en konference under den Europæisk Kulturhovedstad 2017.