Hey mand, vil du være røgfri?

Randers Sundhedscenter er klar med et nyt rygestopkursus for mænd i forbindelse med Mens Health Week 2016. Deltagerne på holdet ”Kvit og Fit” får en unik mulighed for at skifte den dårlige vane ud med et aktivt liv.

10. maj 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Det er ikke så svært at stoppe med at ryge – men det kræver sin mand ikke at begynde igen! Faktisk er det ikke ualmindeligt at bruge mellem tre og otte forsøg, før det lykkes at blive helt røgfri. Dog kan man styrke sine chancer, hvis man formår at flytte fokus til noget nyt i fællesskab med andre.

”Vi har lavet et rygestopprogram for mænd, hvor deltagerne skal være aktive sammen. Vi introducerer forskellige motionsformer, som alle kan være med til – uanset fysisk form,” fortæller rygestoprådgiver og sygeplejerske Ulla Skov Aldahl, og fortsætter:

”Vores erfaringen er, at når man bliver en del af et fællesskab i forbindelse med et rygestop og dermed får støtte fra andre i gruppen, er det lettere at holde fast i rygestoppet,” siger Ulla Skov Aldahl.

Her kan du tilmelde dig et rygestopkursus

En ny og bedre vane

Listen over positive effekter af et rygestop er lang som et godt år, og en af dem er, at blodet bliver meget bedre iltet – og det giver helt automatisk en bedre kondi. Derfor er rygestoptidspunktet ideelt til at tage fat på en aktiv livsstil. 

”Vi har ingen ambitioner om at gøre deltagerne til maratonløbere, men hvis man får interesse for en motionsform, så taler det også stærkt imod at begynde at ryge igen – fordi man simpelthen kommer i dårligere form, når man ryger,” siger sundhedsfaglig medarbejder Mark Dahl.

”Kvit og Fit” er kun for mænd og begynder i uge 22, som er mændenes internationale sundhedsuge. Kurset strækker sig over fem uger og er ganske gratis. Tilmelding foregår via en sms med teksten RYGESTOP til 1910 eller via Randers Sundhedscenters hjemmeside.  

Fakta om mænd og sundhed

Kilde: Sundhedsstyrrelsen og sundmand.dk

  • Mænd i alle aldre har en højere dødelighed end kvinder.
  • Danske mænd har en middellevetid på 78,5 år, mens kvinder i gennemsnit kan forvente at leve 82,7 år.
  • Rygning, alkoholoverforbrug, trafikulykker og arbejdsbetingede lidelser er de største kendte enkeltfaktorer, der bidrager til kønsforskellen i middellevetid.
  • Mænd gør ikke brug af sundhedssystemet i samme grad som kvinde – og det gælder både i forbindelse med fysiske og mentale problemer.