Guidet naturtur og ideudveksling i grusgraven

Randers Kommune, Natur og Miljø byder onsdag den 25. maj fra klokken 15-16 interesserede på en guidet tur i Vorup Grusgrav på Tebbestrupvej. Randers Kommunes projektleder Martin Tranholm Frøst vil vise rundt og samtidig fortælle om fremtidsplanerne for området og projektet med at udvikle mulighederne for friluftsliv i grusgraven og Månedalen.

18. maj 2016 - Oprettet af Kim Brandt Thomsen

”Jeg håber, at borgere, grupper og foreninger vil komme og give deres besyv med om, hvad de kunne tænke sig, at der skal ske i grusgraven,” lyder opfordringen fra Martin Frøst, som fortæller, at en ny hovedsti, der skal binde Månedalen og grusgraven sammen, allerede er på tegnebrættet.

Mødested er P-pladsen ved Tebbestrupvej overfor nr. 98, 8940 Randers SV.

Der bydes på en forfriskning undervejs.

Yderligere info om turen fås hos Martin Tranholm Frøst på tlf. 89 15 16 91 eller på www.natur.randers.dk

Projekt Vorup Grusgrav Friluftsområde ligger som en grøn kile syd for villakvarteret på Svendborgvej fra Bøsbrovej til Tebbestrupvej. Projektet er et samarbejde mellem Vorup Tømmerhandel & Byggecenter A/S, Team Bertelsen og Natur og Miljø, Randers Kommune. Projektområdet omfatter private og kommunale arealer i grusgraven og Månedalen.

Formålet med Projekt Vorup Grusgrav Friluftsområde er at gøre området attraktivt og skabe større aktivitet.

”Det er meningen, at projektområdets fysiske rammer skal videreudvikles, så der tiltrækkes brugere fra hele regionen - samtidig med at projektområdet bevarer sin funktion som et grønt mellemrum mellem boligområde og industriområde,” forklarer Martin Frøst.

Partnerskabsmodellen vil arbejde med lokal inddragelse til kvalificering af tiltag og indhold, som skal udvikles i samspil mellem de forskellige brugergrupper og foreninger i området.

Grusgraven er privat ejendom, men offentlig tilgængelig. Ud over de regler der gælder for adgang i naturen, skal der her vises hensyn, da terrænet bruges til træning og konkurrence med bl.a. mountainbike og firehjulstrækkere.

Læs mere om projektet her