Fuldt skrald på sidste skoledag

Flot pyntede skraldespande, masser af affaldsposer og flittige indsamlere, der sørgede for, at henkastet affald knapt nåede at røre jorden. Fredag eftermiddag var Justesens Plæne traditionen tro fyldt med unge, glade mennesker da kommunens 9.- og 10.-klasser fejrede sidste skoledag. Randers Kommune benyttede via affaldsprojektet ”Jeg gør det – Ren Randers” lejligheden til at sætte spot på de unges affald

30. maj 2016 - Oprettet af Peder Rasmussen

Plænen var nytrimmet, vejret viste sig fra sin pæneste side og humøret var i top hos de hundredvis af skoleelever, der fredag fejrede, at sidste skoledag i niende eller tiende klasse nu var overstået. Igen i år var kreativiteten stor, og plænen myldrede med smølfer, aber og drenge i lyserøde kjoler. Når den årlige fest er slut, har den år efter år efterladt Justesens Plæne som en slagmark oversået med plastic, pap og alle de dåser og flasker, som pantsamlerne ikke kan tjene penge på. Derfor var sidste skoledag en oplagt lejlighed til at sætte fokus på de unges affald og få dem til at tænke sig om, før de smider det på jorden.

Konkurrencer og hjælpsomme forældre

Folkene bag Randers Kommunes projekt ”Jeg gør det- Ren Randers” benyttede lejligheden til at komme i dialog med de unge mennesker og gøre dem opmærksomme på, at det gør en forskel, om de bruger skraldespandene. Et af dagens tiltag var at kåre den flottest dekorerede skraldespand. Seks klasser fra fire skoler stillede op med hver sin festlige skraldespand. Vinderen – som blev kåret i kraft af, at det var den første som blev fyldt op - var Mokaï-dåsen, som 9. E på Tirsdalens skole havde lavet.

Skoleeleverne stod ikke alene med at håndtere deres affald. Massevis af hjælpsomme forældre var mødt op for at hjælpe med til, at plænen i år kunne efterlades næsten ligeså indbydende, som den var fredag morgen. En god portion opsyn fra både forældre, politi, Natteravnene og andre voksne, var i øvrigt med til at sikre, at det blev en både festlig, hyggelig og tryg dag for alle.