Elite og bredde samles i sandet

Når Danmarks bedste beachvolley-spillere indtager Randers City Beach for at kæmpe om DM-point - og store pengepræmier - sker det side om side med den lokale breddeidræt.

Der bliver kamp om bolden på Randers City Beach ved Tronholmen denne sommer. Blandt andet ved Randers Challenger den 9. og 10. juli.

12. maj 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

En ny idrætsforening har set dagens lys i Randers. For en måned siden blev Randser Beach Club en realitet og allerede nu er den ambitiøse klub klar til at præsenterer en stor sportsevent i byen. I samarbejde med Randers kommunes eventsekretariat og lokale sponsorer.

"Jeg er stolt over, vi kan et leverer et flot setup i sandet på Tronholmen - kendt som Randers City Beach - til sommer," siger den nystiftede klubs formand Anders Kjærside "Et stort arrangement i perfekte rammer. Både for de deltagende spillere og publikum, der fra den store blå tribune får udsigt til alle 12 baner."

Randers City Beach har tidligere lagt sand til flere store begivenheder. Den største publikumssucces var i 2013, da der var EM beachhandball.

"Det er godt at se, at et nyt hold friske mennesker nu har taget over og - med stor entusiasme - fortsætter med afholdelse af beach-events. Til stor gavn og glæde for både for den nye klub og byen," siger eventchef Mette Bertelsen

Randers Challenger - som bliver turneringens navn - finder sted i weekenden 9.-10. juli. Den store turneringen er en del af den officielle danske beachvolley tour, hvilket er garanti for, at den absolutte danske elite stiller til start for at kæmpe om vigtige DM- og rangliste point. I alt vil 64 hold m/k være på plads.

"Der hersker ikke tvivl om, at der bliver serveret flot beachvolley,” siger Anders Kjærside og tilføjer, at der ikke kun er vigtige point, som giver adgang til DM-finalerne senere på året, på spil. "Vi bliver det Challenger-stævne i Danmark, der har de største pengepræmier - nemlig 12.000 kroner. Vi er også de eneste, der kan stille med professionelle dommere."

Det er ikke kun den danske elite, der spiller op i sandet. Faktisk kommer eliten og bredden nærmest til at spille side om side, da Randers Beach Club tilbyder op til 32 lokale hold at deltage i en pokalturnering.

"Vi vil gerne have strandsport ud til så mange som muligt. Derfor tilbyder vi alle med interesse for sporten at møde op. Det gælder både øvede og nybegyndere, for os er det vigtigt, at både eliten og bredden kan have glæde af Randers City Beach og der er al mulig grund til at takke Randers Eventsekretariat og vores sponsorer - Chicago Roasthouse, Rustik og Flamingo/ bar og natklub og Fitness studiet - der har gjort dette muligt," siger formanden for den nye klub.

Randers Beach Club har til formål at samle alle i kommunen, som er interesseret i strandsport. Derfor bydes der også på både stand-håndbold og -fodbold. For et par uger siden blev der stillet baner op på Tronholmen. Der er tale om to håndboldbaner og tre volleybaner, der er til fri benyttelse.

"Vi vil afholde mindst to træninger om ugen henover hele sommeren og vil tilbyde spil for både nybegyndere og øvede. Endvidere er vi ved at få en aftale i hus omkring to baner i en hal i Nordbyen, så vi kan tilbyde alle interesserede at dyrke sport i sand året rundt," slutter Anders Kjærside.