Randers fortsætter filmsamarbejde

Randers Byråd har besluttet, at kommunen fortsat skal være medlem af Den Vestdanske Filmpulje. Puljen støtter blandt andet produktion af film i det vestdanske område.

25. april 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

I de seneste to år har Randers Kommune været medlem af Den Vestdanske Filmpulje og medlemskabet fortsætter i 2016 og 2017. Det har et enigt Randers Byråd besluttet på mødet den 25. april, hvor byrådsmedlem Jens Peter Hansen desuden blev valgt som Randers Kommunes repræsentant i Den Vestdanske Filmpuljes bestyrelse.

Læs hele sagen på byrådets dagsorden

 

Støtte til Comeback og Guldkysten

Den Vestdanske Filmpulje blev etableret som en forening i 2002 med det formål at yde støtte til produktion af film, tv og multimedieproduktion i det vestdanske område.

I Randers har medlemsskabet blandt andet resulteret i, at filmen ”Comeback” med Anders W. Berthelsen i hovedrollen blev indspillet i Randers. Det samme blev filmen ”Guldkysten” delvist, ligesom der i øjeblikket bliver arbejdet på at lave et samarbejde blandt dokumentarproducenter i det kronjyske område.  

Et års medlemskab koster hvad der svarer til en krone per borger i kommunen, så Randers Kommunes medlemskab i 2016 og 2017 vil altså samlet set koste knap 200.000 kroner.  

Den Vestdanske Filmpuljes aktiviteter finansieres ud over Randers af Aarhus, Viborg, Silkeborg, Vejle, Syddjurs, Aalborg, Frederikshavn, Holstebro og Hjørring Kommune. Region Midtjylland er også med i finansieringen af puljen.

Læs mere om Den Vestdanske Filmpulje