Randers FC´s cykelnørd jagter flere kilometer

De fleste superligaspillere kører til træning i store dyre biler. Den passion deler Kasper Fisker fra Randers FC ikke. Han er vild med at suse rundt på gamle cykler og har tilmeldt sig den landsdækkende kampagne ”Vi cykler til arbejde,” der ruller i maj måned.

20. april 2016 - Oprettet af Britt Møller

Formålet med cykelkampagnen er at få flere ansatte på virksomheder i hele Danmark til at springe i sadlen til og fra arbejde:

” Jeg vil gerne være rollemodel for andre og jeg støtter selvfølgelig  en kampagne, der motiverer flere mennesker til at bevæge sig i dagligdagen,”  siger Kasper Fisker, der også deltog i kampagnen sidste år: 

”Det er hyggeligt og nemt at cykle til træning. Kampagnen giver et godt socialt fællesskab, og jeg ser frem til at konkurrere med mine kollegaer, der er ansat på stadion,” siger Kasper Fisker.

Foretrækker genbrugscykler

Han dystede sidste år på cyklerne sammen med andre fodboldspillere fra Randers FC, men må i år konstatere, at han er den eneste af spillerne, der er med i kampagnen:

”Mine medspillere er lidt dovne og har mange undskyldninger for ikke at deltage. De påstår blandt andet, at de ikke har gode cykler, men den begrundelse køber jeg ikke, ” forklarer Kasper Fisker, der altid cykler rundt på brugte jernheste, som han køber gennem den Blå Avis

”Jeg kan godt lide gamle cykler med sjæl, og jeg er meget imod at smide ting ud. Derfor cykler jeg på genbrugscykler.”

Fakta

Den landsdækkende motionskampagne ”Vi cykler til arbejde” ruller fra den 1.- 31 maj 2016 for ansatte på virksomheder. Læs om kampagnen på www.vcta.dk

Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet i Danmark. Holdene dyster om kroophold, cykeltilbehør, cykler og gavekort.

Udover de landsdækkende præmier udlodder Randers Cykelby lokale præmier som gavekort til kulturoplevelser, restauranter og biografture.