Ny daginstitution på tidligere skolegrund

Randers Byråd har på mødet den 4. april 2016 afsat 15 millioner kroner til at bygge en ny daginstitution som erstatning for Børnehuset Nyvang på Gl. Hobrovej. Den ny daginstitution kommer til at ligge på grunden, hvor den nu lukkede Nyvangsskolen ligger.

04. april 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

Den ny daginstitution vil blive bygget i forbindelse med, at Fremtidens Plejehjem også bliver bygget på grunden.

Læs også: Byråd godkender finansiering af Fremtidens Plejehjem

Alle godkendelser er på plads

For at få plads til Fremtidens Plejehjem og den ny daginstitution på grunden, gav Randers Byråd på mødet den 4. april 2016 også grønt lys til, at Nyvangsskolens bygninger rives ned. Denne beslutning blev vedtaget med 26 stemmer for, mens Beboerlisten, Velfærdslisten og Radikale Venstre stemte imod.

Endelig vedtog byrådet en ny lokalplan for området, og dermed er alle godkendelser på plads sådan, at projektet kan gå i gang.

Efter planen vil byggeriet af Fremtidens Plejehjem og den ny daginstitution kunne gå i gang til september. Hvordan bygningerne konkret kommer til at se ud, vil snart blive offentliggjort.