Mors dag med dyder og desserter

Randers Naturcenter inviterer igen i år til det populære mors dags-arrangement med aktiviteter tilpasset ”de klassiske kvindelige dyder og interesser” – med et glimt i øjet. Deltagerne kan blandt andet tilbringe timerne i de naturskønne områder med at flette pil og spise lækre desserter lavet over bål.

Stemningen er skøn til Randers Naturcenters populære arrangement på mors dag.

27. april 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Søndag d. 8. maj er det mors dag, og derfor er der på Randers Naturcenter lagt op til en rigtig kvindedag – selvom alle selvfølgelig er velkomne uanset køn. Fra kl. 10.00 til kl. 14.00 kan man fremstille plantestativer i pil til krukker eller havebed, og så kan man hygge med at lave lækre og ”syndige” desserter over bål.

”Arrangementet er helt sikkert et af de særligt populære her på Naturcenteret. Stemningen er fantastisk, når flere generationer mødes omkring de hyggelige kvinde-aktiviteter,” fortæller lederen af Randers Naturcenter, Helle-Marie Taastrøm.

Det koster 50 kr. pr. pilestativ, og alle øvrige aktiviteter – inkl. desserterne over bål – er gratis. Tilmelding er ikke nødvendig – man kan bare møde op på Gudenåvej 20, 8920 Randers NV.

Få hjælp af professionel pilefletter

Gæsterne på Randers Naturcenter kan få professionel assistance af Ursula Søholm, når der skal flettes pil. Den professionelle pilefletter viser blandt andet forskellige metoder til at flette plantestativer, som kan stå i havens bede eller løst i krukker. De er blandt andet velegnede til slyngplanter.

”Hvis man gerne vil have pilestativerne til at stå i krukker, kan man medbringe sine egne krukker. På den måde sikrer man sig, at pilestativerne får den rigtige størrelse,” siger naturcenterleder, Helle-Marie Taastrøm.

Man bør beregne mindst et par timer til pileflet, og man skal ikke lade chancen gå fra sig for at smovse i lækre desserter tilberedt over bål. Man kan blandt andet bage pandekager og lave fyldte æbler og lækre ananas med chokolade.

”Det er min klare anbefaling, at man medbringer god appetit og glemmer alt om kalorier denne dag,” smiler naturcenterlederen. 

Følg Randers Naturcenter på facebook