Meget mere for pengene i Randers

En typisk børnefamilie vil have ikke mindre end 11.140 kroner mere til rådighed om måneden ved at bo i et hus på 140 kvadratmeter i Randers kommune frem for i et tilsvarende hus i Aarhus. Det viser beregninger fra Realkreditrådet. Udregningerne tager endda højde for udgifter til transport. Det giver derfor god mening, når Randers kommune satser på flere tilflyttere fra Aarhus i forbindelse med en ny udstykning i den sydlige del af Randers kommune.

Familien Berg-Stærk nyder Randers' mange tilbud i hverdag og weekend

20. maj 2016 - Oprettet af Karen Balling Radmer

En almindelig børnefamilie i Aarhus kan spare mange tusinde kroner ved at slå sig ned blot 18 minutters kørsel nord for Aarhus i i den sydlige del af Randers kommune. Her ligger en ny udstykning i Munkdrup, hvor man kan bygge på værdier.

Selv om man skal pendle til sit job, stiger rådighedsbeløbet for en gennemsnitsfamilie med over 133.000 kroner om året ifølge Realkreditrådet. 

Økonomi og beliggenhed

For Line Berg-Stærk og hendes mand var netop økonomi og beliggenhed afgørende, da de for 12 år siden købte hus i Randers midtby.  

”En af mine kollegaer smækkede en boligavis på bordet med et fantastisk byhus, der lå i Tøjhuskvarteret i Randers. Vi kendte ikke meget til byen, men det tog 10 minutters fremvisning, før vi havde købt huset. Både beliggenhed og pris var helt rigtig,” fortæller Line Berg-Stærk.

Da hun og manden købte byhuset i Randers, kostede det godt to millioner kroner mindre, end et tilsvarende byhus i Aarhus.

 

”Det har givet os mulighed for at rejse mere og købe et sommerhus, som vi ikke ville have haft, hvis vi havde valgt huset i Aarhus,” fortæller Line Berg-Stærk.

 

Randers, den lille storby tæt på alt

Arbejdsmæssigt er Line Berg-Stærk chefkonsulent og medejer af Aros Kommunikation i Aarhus C. Når hun kommer hjem fra jobbet bliver bilen parkeret, hvor efter alt kan ske i gå-eller cykelafstand, da Tøjhushaven ligger tæt på dagligvareforretninger, specialbutikker og masser af seværdigheder, kultur- og aktivitetstilbud i centrum af Randers, så som biograf, fitnesscentre, museer og bibliotek.

 

”Vi nyder blandt andet godt af de mange specialforretninger i Randers Midtby, hvor vi køber alt fra brød, fisk og gode bøffer. Derudover er vi storforbrugere af de mange tilbud, som findes til børnefamilier i Randers. Vi bader i Water & Wellness og går på opdagelse i Randers Regnskov og meget andet,”

fortæller Line Berg-Stærk, der er mor til børnene Louis på ni år og Josephine på fem år.

 

I weekenderne tager familien ofte cyklerne frem og tramper i pedalerne langs Gudenåen til Randers Naturcenter eller kigger forbi biblioteket med bøger og legehjørne for børn, eller spiller en fodboldkamp på streetbanen i Tøjhushaven.

 

Også kulturelt byder Randers på mange oplevelser – lige fra det flere gange Reumert nominerede Egnsteater, koncerter på Værket til masser af musik på mindre spillesteder, udstillinger på Randers Kunstmuseum og oplevelser på Museum Østjylland.