Hospitalsgade bliver en almindelig bygade

I øjeblikket er Hospitalsgade skiltet som en lege- og opholdsgade, hvor man maksimalt må køre 15km/t. Men nu bliver gaden ændret til en almindelig bygade. Samtidig har Randers Byråd besluttet ikke at gennemføre den sidste etape af Hospitalsgade-projektet.

25. april 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

Hospitalsgade har fået ny asfaltbelægning med naturtegninger. Samtidig er gaden skiltet som lege- og opholdsgade, hvor man maksimalt må køre 15km/t. Målinger har dog vist, at gennemsnitshastigheden er 32-34 km/t, og derfor bliver gaden nu ændret til en almindelig bygade.

Beslutningen blev vedtaget af Randers Byråd på mødet den 25. april med 26 stemmer for. Beboerlisten og Velfærdslisten stemte imod, mens Radikale Venstre undlod at stemme.

Læs mere under punkt 144 på byrådets dagsorden.

 

Sidste etape af projekt skrinlagt

Sammen med beslutningen om at ændre Hospitalsgade til almindelig bygade, tog byrådet stilling til det videre arbejde med Hospitalsgade-projektet, der endnu ikke er færdigt. Tanken var oprindeligt at forbinde Regnskoven med bymidten, og byrådet har tidligere afsat 4.7 millioner kroner til formålet. Men på grund af Bane Danmarks krav til at krydse sporene ved regnskoven, bliver det dyrere end forventet at færdiggøre arealet foran regnskoven..

På den baggrund besluttede byrådet at forkaste forvaltningens forslag om at gennemføre sidste etape af projektet med 9 stemmer for og 22 stemmer imod. For stemte Socialdemokratiet og Det konservative Folkeparti.

Læs mere under punkt 145 på byrådets dagsorden