Grøn IT i Randers Kommune får nominering

Randers Kommune er netop som den eneste kommune blevet nomineret til prisen ”Årets grønne datacenter” for at halvere strømforbruget til centralt IT udstyr

29. april 2016 - Oprettet af Karen Balling Radmer

”Vi havde før servere til kommunens administration, skole-IT og biblioteket stående hvert sit sted. Nu har vi slået dem sammen til et fælles driftscenter og investeret i nyt hardware. Samtidig arbejder vi med at udnytte pladsen og kraften på computerne langt bedre i en såkaldt virtualiseringsstrategi. Vi har fået bedre hardware, og udnytter det langt mere effektivt. Med ét driftscenter giver det også gode besparelser på serviceaftaler og ikke mindst på energiforbruget,” siger Bent Højlund, it-chef i Randers Kommune. Faktisk er strømforbruget halveret.

 

”Vi har i forbindelse med det nye datacenter fjernet en del ældre hardware i vores serverrum, men sådan noget it-udstyr bliver stadig meget varmt, og derfor har vi har også valgt at bruge forskellige kølemetoder, bl.a. bruger vi også frikøling, ”siger Bent Højlund.

 

Og det er netop noget af det, som nomineringen til Årets grønne datacenter også handler om.

”Kort fortalt udnytter frikøling den kolde luft udenfor, og så længe udetemperaturen ikke overstiger 10 grader, bruger vi ikke meget energi på at køle vores serverrum ned. April som vejrmæssigt måske har været træls for nogle, har været rigtig fin i forhold til at holde energiforbruget nede, ”siger Rene Demant Juncher, udviklingskonsulent i it-afdelingen i Randers Kommune.

Han hæfter sig især ved, at en af gevinsterne ved IT-afdelingens nye driftscenter er, at serverressourcer som lagerplads på diske, CPU, og ram er fordoblet samtidig med at strømforbruget er halveret. ”Det er da fantastisk” siger René med et smil..

 

Eneste kommune nomineret

Det primære formål med at lave det ny driftscenter var både besparelser og at skabe driftsstabilitet.

”Og så er det rigtig dejligt, at vi som den eneste kommune oven i får en nominering til Årets grønne datacenter. Det giver blod på tanden til at forsætte jagten på flere ’grønne’ tiltag,” siger Bent Højlund.

 

Otte virksomheder er indstillet til prisen ”Årets grønne datacenter”, og vinderen bliver fundet 3. maj. Bag prisen står e-optimo og Version2, og formålet med prisen er at anerkende en virksomhed for en præstation/udvikling ud over det sædvanlige inden for miljø- og energiområdet.

 

Du kan være med til at stemme på, hvem der skal vinde ved at gå ind på http://datacenter.exporoute.com/ og klikke på ”Årets grønne datacenter”.

 

I begrundelsen for at nominere Randers Kommune står, at it-afdelingen har gennemført en sammenlægning af 3 ældre serverrum til en ny og meget effektiv løsning, og at IT-afdelingen bruger såkaldt ”frikøling” af serverne. (Læs evt.mere http://www.poll-maker.com/poll659256x61c147EB-27 )

 

Fakta:

Version2 Datacenter: Er landets største begivenhed inden for datacenter- og cloudløsninger.

E/Optimo: Er en virksomhed som bl.a. har specialiseret sig i ’Optimer energieffektivitet’ og hjælper også virksomheder med at søge om økonomisk støtte til projekter, som kan hjælpe med at formindske udledning af co2.