Festival bringer skoler og foreninger sammen

Den 27. april skydes Skoleidrættens Forårsfestival officielt i gang. Det sker i Randers med Dansk Skoleidræt Kreds Østjylland som arrangør og i samarbejde med Randers Kommune. Godt 350 af kommunens 6. og 7. klasses elever får en dag med en masse aktiviteter, som lokale foreninger står bag. Siden følger de øvrige 45 festivaler som perler på en snor rundt omkring i landet.

19. april 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

For både skoler og foreninger er der fortsat nok at gøre med at få skabt nogle gode samarbejder. Dansk Skoleidræt og Nordea-fonden har derfor sat sig for at hjælpe parterne med at nærme sig hinanden. Det skal ske gennem den landsdækkende idrætsfestival.  Således ligger det fast, at op mod 15.000 elever får sved på panden ved en af de i alt 46 udgaver af Skoleidrættens Forårsfestival, som finder sted fra slut april til slut juni. 

Forårsfestivalerne er et bud på, hvordan man lokalt kan tænke den åbne skole. Her får skolerne præsenteret flere nye mulige samarbejdspartnere på én dag. Og foreningerne får lejlighed til at vise, hvad de kan - med aktiviteter lige fra taekwondo og mountainbike over strandhåndbold og bueskydning til svømning og atletik.

"Det kan måske på et tidspunkt give foreningerne nye medlemmer, men ud fra skolens synspunkt er det vigtigste, at de får nogle kontakter og nogle gode erfaringer med, hvordan de fremadrettet kan bruge samarbejdet med de lokale aktører i den understøttende undervisning. Lærere og trænere får lejlighed til at snakke sammen, og det er virkelig et område af skolereformen, hvor vi med Skoleidrættens Forårsfestival kan se, at der er sket noget i 2016," siger Christian Ditlevsen, projektleder i Dansk Skoleidræt.

Fra parkour til minitennis:
De lokale foreninger fra Randers vil kaste de mange elever ud i en masse fysiske og sjove udfordringer. Således præsenteres eleverne for alt fra floorball og streethåndbold over golf og minitennis til parkour og crossfit.

"Skoleidrættens Forårsfestival er alletiders mulighed for, at flere elever oplever lokalområdets foreninger som en del af skolen. Det er et stærkt initiativ i den samlede indsats for at få mere bevægelse i skoledagen," siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Skoleidrættens Forårsfestival i Randers arrangeres af Dansk Skoleidræt Kreds Østjylland i samarbejde med Randers Kommune.