Tillykke med VM-sølvet

Onsdag den 30. marts blev håndboldpigerne fra Randers Elitesportscollege hyldet på det gamle rådhus af borgmester Claus Omann Jensen og næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ellen Petersen. Det skete i anledningen af kommunens officielle fejring af de unge håndboldpiger, der 11 dage tidligere vandt sølv ved skole-VM i Frankrig.

30. marts 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Verdens anden bedste hold til skolehåndbold er randrusiansk – og det skulle naturligvis fejres. Derfor bød Randers Kommune på en flaske kildevand eller cola, lidt kransekage og en mindre gave til de 14 håndboldpiger, der tog sølvet hjem til Randers.

Håndboldpigerne fra Elitesportscollege gik ubesejret igennem de indledende kampe. Herefter spillede de uafgjort mod Slovenien, og vandt derefter sikkert over Israel, Grækenland, samt Østrig.

Vejen var nu lagt til finalerne og i semifinalen besejrede de randrusianske piger Slovenien med  21-20 efter en spændende opgør.

Efter en super start i finalen mod Ungarn kunne det været blev til guld, men Ungarn var fysisk meget stærke og efter et nederlag på 25-33 kunne de randrusianske håndboldpiger trætte og stolte hænge sølvet om halsen.

”Det er en flot præstation at blive anden bedste i verden og stort tillykke med det,” sagde borgmester Claus Omann Jensen blandt andet ved hyldesten.

Randers er Team Danmark Kommune og arbejder intenst på at udvikle de gode talenter inden for mange forskellige sportsgrene.  På Elitesportscollege kan de unge talenter både træne og passe deres uddannelse. 

Den mindre gave var i øvrigt en model af det gamle rådhus i Randers.