Nye medarbejdere på Værket

Værket har netop ansat to nye medarbejdere i administrationen. Det er den 32-årige Kristine Boe Østergaard, som særligt Værketserhvervskunder vil møde i forbindelse med møder og konferencer. Desuden vil Kristine Boe Østergaard blive et af Værkets ansigter i receptionen.

09. marts 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

”Jeg ser frem til at lære Værkets erhvervskunder at kende, både eksisterende og kommende, og skabe arrangementer i tæt samarbejde med dem. For mig er det vigtigt, at kunderne føler sig i trygge hænder og får den bedst tænkelige oplevelse”, siger Kristine Boe Østergaard.

Kristine er uddannet serviceøkonom på Erhvervsakademiet Dania og har en bred erfaring som møde- og konferencekoordinator. Senest som salgs- og eventkoordinator hos ED-data.

Hun er oprindeligt fra Nordjylland, men rykkede siden til Randers. Hun bor i Paderup med sin mand og to børn og sætter stor pris på Randers.

”Jeg synes, byen tilbyder en rigtig fin kombination af by og natur med masser af gode muligheder for familieaktiviteter. Jeg opfatter i dag Randers som ”min” by”, siger Kristine Boe Østergaard.

Som ny kommunikationskoordinator har Værket ansat den 45-årige Sys Christina Vestergaard. Hun kommer fra en stilling som presse- og kommunikationskonsulent på Aarhus Universitet. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og forinden markedsøkonom fra den daværende Randers Handelsskole.

Sys Christina Vestergaard er oprindeligt fra Randers og har tidligere haft studiejob på Værket.

”Værket har udviklet sig til virkeligt at være en kulturel drivkraft i byen, som jeg synes, vi alle kan være stolte af. Jeg glæder mig til at være med til at udbrede kendskabet til husets mange og meget forskellige aktiviteter”, sigerSys Christina Vestergaard.

Musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted glæder sig over ansættelsen af de to nye medarbejdere:

”Vi har opgraderet med to meget dygtige medarbejdere. Dels Kristine, som sammen med vores nuværende møde og konferencemedarbejder skal styrke vores indsats inden for erhvervsmøder og konferencer. Dels Sys, som sammen med vores marketingkoordinator blandt andet skal udvikle Værkets profil på de sociale medier og relancere spillestedet Turbinen, når den står færdig til efteråret”.

Kristine Boe Østergaard startede påVærket den 1. marts, og Sys Christina Vestergaard tiltræder 1. april.