Kåring af Årets praktikplads

Børnehuset Overvænget i Hornbæk har vundet prisen som Årets praktikplads 2015 i Randers.

Vinder af Årets praktikplads Tv. Vejleder Jeanette Aaby og Pædagogisk assistentelev Signe Staun

21. marts 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Det er FOA Randers som står bag kåringen af årets praktikplads for at fremhæve en lærende og anerkendende praktikplads, der giver eleven mulighed for at udfolde sin faglighed, og som møder eleven som en fagperson i udvikling.

Det var pædagogisk assistentelev, Signe Staun, der indstillede Overvænget til prisen, efter som i praktik i børnehuset.

Som baggrund for sin indstilling udtaler Signe Staun bl.a.: ”Jeg har lært at tage ansvarer- jeg er blevet støttet i min udvikling, og der har været mulighed for faglig refleksion.”

Selve kåringen foregik den 2. marts på Randers Social- og Sundhedsskole i forbindelse med Store Praktikdag. Bag arrangementet står FOA Randers, der hvert år inviterer elever, vejledere, uddannelsesansvarlige og arbejdsgivere fra Favrskov, Syddjurs, Norddjurs og Randers kommuner samt Region Midt til en dag med faglig fordybelse.

Det er tredje år i træk at eleverne på de to fagspor Pædagogisk Assistent uddannelsen og Social- og Sundhedsuddannelserne har kunnet indstille deres praktiksted til at blive Årets praktikplads. Sidste år var det også en institution fra Randers Kommune, der løb med sejren på det pædagogiske område; nemlig Vuggestuen Lindehuset.

Det er dog ikke kun eleverne, der lærer en masse af at være i praktik – også praktikpladserne får noget med sig fra eleverne: ”Elever og studerende er en kilde til faglig inspiration til det faste personale, fordi de kommer med den sidste nye viden om fagområdet, og det gør, at vi som personale også holder os opdateret og reflekterende” siger praktikvejleder Jeanette Aaby.  

Børnehuset Overvænget fik efter kåringen besøg af FOA Randers, der havde ”lidt godt” med til alle medarbejderne, da det er gennem en fælles indsats, at det lærende uddannelsesmiljø skabes.