Folkeskolerne får bedre trådløse netværk

Der skal bedre dækning og stabilitet på de trådløse netværk på byens folkeskoler, og allerede i løbet af 2016 vil netværkene blive opgraderet for knap 5 millioner kroner. Det har Randers Byråd besluttet.

07. marts 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

Randers Byråd har i alt afsat syv millioner kroner til it-investeringer på byens folkeskoler i 2016. En stor del af pengene, nemlig 4.7 millioner kroner, kommer til at gå til at forbedre skolernes trådløse netværk, der ikke er tidssvarende. På mange skoler er der behov for bedre dækning og stabilitet, og samtidig skal netværkene kunne håndtere, at elever bruger deres egne telefoner, computere og tablets i undervisningen.

Læs mere om sagen på byrådets dagsorden

 

Bedre it-arbejdspladser

Ud over investeringer i trådløse netværk, har Randers Byråd afsat to millioner kroner til at opgradere og udskifte it-arbejdspladser på skolerne. Det handler primært om opgradering og indkøb af tablets og computere til lærere og elever.

Pengene kommer fra det årlige provenu, der er blevet skabt i forbindelse med realiseringen af den ny skolestruktur. Der er således lagt op til yderligere it-investeringer i årene fremover – og investeringerne er nødvendige. Som følge af folkeskolereformen skal it nemlig i endnu højere grad end i dag integreres i undervisningen. Det gælder både i den normale klasseundervisning og i forbindelse med afgangsprøver.