Første spadestik til 4700 kvadratmeter Biltema

Borgmester Claus Omann Jensen tog torsdag (17. marts) første spadestik til et 4700 kvadratmeter Biltema-varehus på Neptunvej i bydelen Paderup ved Randers.

17. marts 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

Butikken skal ligge på en godt 15.000 kvadratmeter stor grund og vil både byde på to sammenhængende butikker, café og kontor til administrativt personale. Biltema byder både på reservedele til biler samt et stort varesortiment, der tiltaler hele familien. Fælles for dem er, at der købes direkte hos fabrikant, og derfor kan varerne sælges billigst muligt.

”Jeg er rigtig glad for, at vi kan byde velkommen til endnu en forretning i Randers. Vi har en stor og rig tradition for detailhandel. Det betyder også, at vi har det helt rigtige felt i forhold til at søge kvalificeret arbejdskraft til den nye butik, og så får Biltema med en butik i Paderup en af de bedste placeringer i Jylland i forhold til infrastruktur,” siger Claus Omann Jensen.


Borgmester Claus Omann Jensen tog torsdag den 17. marts det 1. spadestik til Biltema

Biltema startede som en postordrebutik i Linkøbing skabt af Sten Åke Lindholm i Sverige under navnet Handelsbolaget BIL-TEMA i 1963. I 1980'erne åbnede flere varehuse i Sverige, Norge og Finland og Danmark. I dag ligger der i Danmark 7 varehuse i henholdsvis Aalborg, Horsens, Esbjerg, Rødekro, Odense, Næstved og Glostrup, og yderligere 4 varehuse er på vej i Slagelse, Fredericia, Holbæk og Randers. For kun halvanden måned siden blev første spadestik taget i Fredericia.

Det er Daugaard Pedersen A/S fra Kolding, der opfører varehuset i en totalentreprise, og det er også Daugaard Pedersen, som har fundet placeringen i Randers.

Claus Omann Jensen er overbevist om, at placeringen i Randers bliver en succes.