Byråd godkender finansiering af fremtidens plejehjem

Randers Byråd har godkendt, at fremtidens plejehjem med 60 plejeboliger og tilhørende servicearealer bliver bygget til en samlet pris på godt 108 millioner kroner. Plejecentret kommer til at ligger på Rindsvej og er efter planen klar til indflytning i november 2017.

07. marts 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

Fremtidens plejehjem er nu et stort skridt nærmere mod at blive en realitet. På byrådsmødet mandag (7/3) blev planen for finansieringen nemlig godkendt, og Randers Byråd har dermed sagt god for at bygge 60 plejeboliger med tilhørende servicearealer til en samlet pris på godt 108 millioner kroner.

Sammen med finansieringen, godkendte byrådet også en foreløbig husleje på 6700 kroner pr. måned eksklusiv forbrug for plejecentrets 45 boliger på gennemsnitligt 75 kvadratmeter - og en foreløbig husleje på 8000 kroner pr. måned eksklusiv forbrug for plejecentrets 15 boliger på gennemsnitlig 90 kvadratmeter.

Beslutningen blev vedtaget med 28 stemmer for. Beboerlisten stemte imod.

Læs mere om finansieringen på byrådets dagsorden

 

Vinderprojekt kan snart præsenteres

Det nye plejecenter kommer til at ligge på Rindsvej på Nyvangsskolens grund og skal erstatte plejecentrene Gudenåcentret og Dragonparken, hvor kommunens fremlejemål udløber i 2018. I det ny plejecenter vil der være tale om en ny måde at tænke indretning. Og der vil være fokus på at integrere teknologiske løsninger til hjælp i hverdagen – både for beboere og personale. Det er også med i planerne, at det nye plejecenter skal være klimavenligt.

Hvordan fremtidens plejehjem helt præcist kommer til at se ud, er endnu ikke på plads. Men Randers Kommune har udvalgt fem totalentreprenører til at komme med deres bud – og den 30. marts vil vinderprojektet blive valgt.

Byggeriet kan herefter gå i gang den 1. september 2016, og efter planen vil fremtidens plejehjem være klar til at blive taget i brug i november 2017.